Jeg dryssede lidt rundt i dag og kom ind i en kirke som aabenbart ikke er saa turistbesaegt. Det kostede 5 soles at komme ind, og grunden til at den ikke er beskrevet i Lonely Planet, er at den ikke er paa programmet for de betalte byture der findes. Der findes jo gratis attraktioner. Uanset saa var der masser at bytursturister udenfor, men jeg var den eneste der gik indenfor. Jeg tar aldrig paa byture i en turistbus, jeg har jo foedder, og derfor hoerte jeg ikke til slaenget.

Det var meget praktisk at jeg var den enseste der gik ind i kirken, for en af de ansatte, en ung pige, gik med mig, for at agere guide og aabne alle de laaste doere. Jeg var ret skeptisk i starten fordi jeg var sikker paa at det kun var fordi at hun ville tjene penge paa mig, men hun forsikrede at det var helt frivilligt, om jeg ville betale noget, og at det var noedvendigt at hun gik med, fordi alle doerene var laaste, og at jeg ellers kun kunne se selve  kirken.

Hun var af indiansk afstamning og i vaeldig godt humoer, for hun grinede en stor del af tiden. Efterhaanden toede jeg ogsaa op, og fattede at der sjaeldent var kunder i butikken. Kirken er i hvert fald ikke omtalt i nogen af de to guider jeg har, selv om den er ret stor, og den aeldste del af den fra 18-tallet.

Saa efter en laengere rundvisning og en masse forklaringer om diverse malerier og alt mulig andet, gav jeg hende 5 soles, og nej, det var ikke fordi at hun forventede at faa nogle penge for rundvisningen, for hun naaede naesten at smaekke doeren i inden jeg gav hende dem. Og jeg kan naturligvis ikke give navnet paa kirken her, og dermed risikere at den kommer i Lonely Planet, eller en anden guide, og dermed spolere oplevelsen for de faa rejsende der vover sig uden for Lonely Planet og andre guiders anvisninger.

Efter besoeget i kirken gik jeg kort tid efter ind paa en marokkansk restaurant fordi de havde falafler paa menuen. Der var en vaeldig god kemi mellem mig og pigen i restauranten, saa jeg blev der i mindst tre timer. Hun havde vaeret i Belgien et aar, aaret foer, saa hun talte ogsaa fransk, hvilket var lidt til hjaelp ind i mellem. Ud over to aeldre franskmaend, der kom for at spise paa et tidspunkt, var der ikke andre kunder, saa vi havde masser af tid til at snakke. Og det var helt sikkert min foerste laengere samtale paa spansk, med lidt fransk ind i mellem, og en smule engelsk. Alligevel vil jeg sige at det er min forste rigtige, forholdsvis ubesvaerede samtale, jeg har haft paa spansk.

I morgen tar jeg paa en tredages vandretur i Cañón del Colca. Egentlig havde jeg slet ikke taenkt mig at ta paa nogen vandreture her i Sydamerika, men i mellemtiden har jeg erfaret at Cañón del Colca, enten er Jordens dybeste eller naestdybeste kloeft, og det der jo lidt interessant. Den er dobbelt saa dyb som Grand Canyon, dvs. omkring fire kilometer, der hvor den er dybest.