Saa havde jeg min sidste dag med spanskundervisning i dag, og selv om min laerer var en yndig ung kvinde, saa er jeg meget glad for at det er overstaaet. Det har vaeret et par meget anstrengende uger, fordi vi har gennemgaaet et enormt pensum paa meget kort tid. Det har kun kunnet lade sig goere fordi jeg allerede kendte en hel del spansk ord, og ogsaa noget af grammatikken. Det er ikke ensbetydende med, at jeg paa nogen maade, taler noget der ligner flydende spansk, men jeg har faaet udpenslet noget mere grundigt, hvilke grammatiske der gaelder, end det fremgaar af min bog i spansk, saa jeg burde kunne laere at tale spansk nogenlunde korrekt nu.

Det har vaeret ret udmattende, saa jeg bliver her weekenden over og proever at faa lidt mere styr paa det jeg har laert. Mandag rejser jeg videre til Potosi, der ligger i ca. 4000 meters hoejde og dermed er en af verdens hoejest beliggende byer.
Jeg skulle jo egentlig ha vaeret ude af Bolivia den 4. februar, men rektoren paa skolen, en kvinde som de fleste der arbejder der, var med mig omme paa immigrationskontoret, saa nu har jeg faaet 30 dage mere. Det maa vaere mere end rigeligt, for jeg regner med at vaere ude af Bolivia i loebet af den naeste uge.

Det var Claus og hans kone fra Kultur Café Berlin der startede den spanske skole for 4-5 aar siden, inden de startede Kultur Café Berlin, og det er vaeldig praktisk for dem, for omme paa Kultur Café Berlin, henviser de selvfoelgelig de der oensker at laere spansk, til deres egen skole, og der findes flere spanskskoler i Sucre, og omme paa skolen henviser de elever der mangler et sted at bo, til Cultur Café Berlin, eller til vaertsfamilier, som de sikkert ogsaa tjener lidt paa.

Min vaertinde Judith er ioevrigt en personlig ven af Claus, og hun har haft studerende boende siden 2012.  Det er et stort hus, men som jeg har forstaaet det, er det delt op i fire ejerlejligheder, hvoraf hendes mor ejer den ene og hendes to soestre de to andre. Der er mange kvinder i huset, for Judith er single og det er hendes ene soester ogsaa, og faren er doed. Der er nogle piger i huset, hvoraf den ene er Judiths datter, og jeg er ikke klar over hvis de andre er. Derudover er der lige nu besoeg fra Argentina, af hendes tante, kusine og kusinens to doetre.

Vejret er som meget ustabilt sommervejr i Danmark, men hvor bygerne som regel er ret hurtigt overstaaet i Danmark, og i hvert fald naar det bliver aften, saa er det omvendt her. Som regel klarer det op midt paa dagen, men man kan aldrig vide hvornaar det begynder at regne igen, og naar det forst begynder at regne, kan det sagtens fortsaette hele dagen. Lige nu er der toervejr, saa jeg vil ud, inden det formodentlig begynder at regne igen om ikke saa laenge.

Jeg er stadig i Sucre og tar stadig spanskundervisning, men jeg er ved at vaere traet af at vaere i Sucre. De sidste par dage har vejret vaeret nogenlunde her i Sucre, men paa det seneste har der vaeret en del skyer og ogsaa en del regn. Det regnede ogsaa hele natten, men det er heldigvis toervejr nu og nogenlunde lunt, dvs. omkring 22 grader tror jeg. Det er ikke vaerre end en normal sommer i Danmark, for meget af regnen kommer om natten, men ude ved kysten er der varmt og solrigt nu, saa jeg glaeder mig til at komme derud.
Det er ogsaa anstrengende med alt det spansk, men det hjaelper selvfoelgelig at jeg har en yndig laererimde. Den 4. februar vil jeg vaere praecis dobbelt saa gammel som hende.

Angaaende regnen, saa regner det meget mere end normalt her. Allerede midt i januar havde Sucre faaet 150 mm regn, mens det normale er 100 mm for hele maaneden. Store dele af Bolivia lider af oversvoemmelser, og saa vidt jeg kan forstaa, er der omraader af Bolivia hvor det aldrig har regnet saa meget foer.

Jeg er begyndt at laese avisen hver dag, men der er stadig mange ord jeg ikke kender, og jeg orker ikke at slaa dem alle op i ordbogen, men jeg kan nogenlunde forstaa hvad de skriver.

Og mens jeg skriver er det begyndt at regne, og temparaturen er faldet til under 20 grader, sikkert til omkring 18 grader, og det ser ikke ud til at klare op foreloebig. I Danmark ville vi nok sige at det styrter ned. Det bliver skoent at komme ud til kysten.

Der er ikke saa meget at fortaelle her fra Sucre. Det hjaelper med undervisningen i spansk, men det gaar meget hurtigt og det er ret haardt. Endnu har jeg meget svaert ved selv at udtrykke mig paa spansk, men jeg har en uge mere, og forhaabentlig kan jeg saa snakke bare en lille smule flydende. Jeg burde blive her nogle flere uger, for at laere noget mere spansk, men det orker jeg ikke. Jeg ved at nogle mennesker er i stand til at laere at tale et sprog flydende paa tre maaneder, men det tror jeg ikke at jeg kan, men mindre kan ogsaa goere det.

Jeg er flyttet ind hos min nye "familie" og spiser morgenmad sammen med den anden spanskstuderende, mens vi spiser middag sammen med hele familien og aftensmaden skal vi selv soerge for.
Det er konen i huset, Judith, som staar for udlejningen af vaerelserne, og hun er der ogsaa ved middagen, mens manden arbejder i en bank. Judith snakker loes, men jeg har stadig svaert ved at forstaa hvad hun siger.

En ting er helt sikkert og det er at hun ikke bryder sig om Evo Morales og mener at han er en populist. Det er han givetvis ogsaa, men for de fattige i Bolivia, og den er der mange af, er han en god praesident, fordi han overfoerer mange penge til de fattige, fra indtaegterne i olieindustrien. Middelklassen er ikke saa glade for ham, for inflationen stiger, og dermed priserne, mens det udhuler opsparingen.

Der skal vaere praesidentvalg i slutningen af aaret, men personlig vil jeg blive meget overrasket, hvis Evo Morales ikke vinder igen. Paa grund af at Evo Morales har aendret skattebetalingen fra olieselskaberne, er indkomsterne steget fra ca. 300 millioner dollars om aaret i 2005 til 5500 dollars om aaret i 2013 og det er rigtig meget i et fattigt land som Bolivia.
Desvaerre har der ikke vaeret fokus paa at aendre selve strukturen i industrien, hvilket vil sige at Bolivia stort set kun eksporterer raavarer, mens det selv impoterer mere foraedlede produkter.

Sucre er blandt andet kendt for at det er et godt og billigt sted at laere spansk, saa selv om der ikke er saa mange turister her, saa tager en ret stor del af turisterne undervisning i spansk.

Jeg har haft selv haft tre dages personlig undervisning i spansk nu. Dvs. jeg har tre timer om dagen og det koster 42 bolivianos i timen, hvilket vil sige at det er omkring 100 kr. om dagen. Endnu kan jeg ikke maerke den store forskel, men det kommer forhaabentlig. Jeg har kun taenkt mig at ta to ugers undervisning, for jeg skal jo videre, og selv om Sucre er meget hyggelig, saa bliver her nok lidt kedeligt i laengden.
I det mindste er min laerer meget ung og bedaarende, men jeg tvivler paa at jeg kan overbevise hende om at aldersforskellen paa omkring 25 aar er ligegyldig.

Jeg er netop flyttet ind hos en privat familie i Sucre. Det er skolen som henviste mig dertil, for selv om det er meget hyggeligt paa Kultur Café Berlin, saa er det ikke det bedste sted at laere spansk. Desuden var jeg doedtraet at at paa paa en sovesal, for baaede dag og nat var det svaert at faa fred. Det gik de foerste dage, hvor det kun var mig og Joe, og en amerikaner hvis navn jeg ikke kan huske, der boede paa vores sovesal, men de seneste dage har der vaeret mange mennesker, og masser af uro. Jeg gav kun 50 bolivianos og det var inklusiv morgenmad, men hos min nye vaertsfamilie skal jeg give 85 bolivianos, der ogsaa daekker morgenmad og frokost, saa det gaar nogenlunde lige op. Til gengaeld faar jeg nu mit eget vaerelse med tv. Ud over mig bor der en anden spanskstuderende der, men jeg har ikke snakket saa meget med ham endnu.

Samantha tog af sted i gaar og nu moedes vi naeppe mere, i hvert fald ikke paa denne rejse. Jeg skal godt nok samme vej i foerste omgang, men hun fortsaetter mod syd og Antarktis og jeg rejser igen mod nord, naar jeg har set den store saltsoe.

Jeg havde egentlig taenkt mig at fortsaette med at rejse om et par dage, men nu overvejer jeg om jeg alligevel ikke skal ta lidt undervisning i spansk. Det kan desvaerre kun blive en enkelt uge, for da jeg rejste ind i Bolivia var jeg saa dum at skrive at jeg kun ville blive her i 30 dage. Saa nu staar der i mit pas at jeg har 30 dage, dvs. jeg skal vaere ude af Bolivia den 4. februar.

Det er rigtig traels for Sucre en en rigtig fin by, i hvert fald den gamle del. Desuden er den meget mere afslappet end Cusco, selv om de har samme stoerrelse. I Cusco var der et mylder af turister, men her er der ikke ret mange.

I forgaars var Samantha og jeg paa en lokal pub og vi var de eneste turister, men stemningen var fuldstaendig som paa en pub i Europa. Der var meget hyggeligt og selv om man maatte ryge i pubben, var der ikke meget roeg, for der er ikke mange i Bolivia der ryger.

Efter at en fjerdel af min rejse er ovre ligger jeg ca. 3500 kr. over mit budget. Det betyder at hvis jeg fortsaetter paa samme maade, skal jeg rejse hjem til Danmark i begyndelsen af april, eller bruge mine feriepenge. Det sidste vil jeg helst ikke, for jeg vil helst holde en lang sommerferie naar jeg kommer hjem til Danmark. Paa den anden side er vejret i april vel nogenlunde til at holde ud, og i hvert fald er der meget mere sol end den ene time om dagen, der har vaeret siden jeg tog afsted.
Jeg har brugt ca. 280 kr. om dagen siden jeg kom til Peru og mit forbrug har vaeret ret konstant. Ca. halvdelen af det, jeg har brugt for meget, har vaeret til oel, for de er relativt dyre og resten er gaaet paa diveres ture. Hvis jeg ville, kunne jeg sagtens leve for mindre end de 200 kr. om dagen der er mit budget, men det ville kraeve at jeg spiste langt mere paa de billige restauranter. Det gider jeg ikke, for jeg orker ikke at spise mere koed, og hvis jeg vil have vegetarmad der er spiseligt, er jeg noedt til at gaa paa relativt dyre restauranter.

En anden ting er at Bolivia er dyrere end jeg regnede med. Det koster naermest det samme som i Peru. Jeg har hoert fra flere, at priserne er steget en del i loebet af det sidste aar, og nu har de faaet endnu et skub opad.
Claus, ejeren af Culturcafe Berlin, har fortalt, at Evo Morales har besluttet at alle arbejdere skal ha 1/14 mere i loen. Det er en loenstigning paa 7%, vedtaget ved et dekret, som jeg har forstaaaet, og eftersom de faerreste arbejdsgivere uden videre kan gi en loenstigning der er saa stor, saa saetter de selvfoelgelig prisen op paa deres varer og tjenester.
Jeg har stor sympati for, at Evo Morales synes at en stoerrer del af overskudet fra salget af landets raastoffer skal gaa til Bolivia, frem for de multinationale selskaber, men efter min mening er det vanvid bare at haeve loenningerne, uden at taenke over hvad der vil ske bagefter. I bedste fald sker der ingenting, fordi de stigende priser ophaever de hoejere loenninger, men i vaerste fald risikerer Bolivia at havne i en spiral af stigende loenninger og priser, og maaske i sidste ende stigende arbejdsloeshed. Det bliver interessant at foelge fremover.

Sidste jeg skrev var planen at bestige et bjerg paa over 6000 meter i naerheden af La Paz, men om aftenen blev jeg doedsyg. formodentlig skyldtes det en salmonella infektion, fra et spejlaeg jeg havde spist om morgenen. Det var blevet steget ved meget lav varme, og allerede da jeg spiste det taenkte jeg at, hvis aegget var inficeret med salmonella, saa kunne jeg risikere at blive meget syg. Saa egentlig havde jeg slet ikke lyst til at spise det, men det var en meget soed, gammel dame som havde lavet morgenmaden, saa jeg naennede ikke at lade det staa.

Det var saa en alvorlig fejl, som medfoerte 20-30 toiletbesoeg i loebet af natten og feber og opkastninger. Hele naeste dag laa jeg i sengen og var stadig lidt syg, saa jeg besluttede at droppe alt om flere bjergbestigninger. Det ville tage mig flere dage at restituere saa, jeg besluttede mig at ta videre. Samantha havde faaet mig overbevist om at Sukre var et godt sted at ta hen, saa det gjorde jeg. Jeg havde aldrig hoert om Sucre foer, men byen er paa Unescos Verdensarvsliste, og skal vaere den paeneste by i Bolivia. Derudover er det Bolivias konstituelle hovedstad, selv om regering og hele statsapparatet befinder sig i La Paz, men der er aabebart en del ambassader i byen, men ikke den danske, der befinder sig i La Paz. Byen har 300.000 indbyggere og ligger i ca. 2800 meters hoejde. Det betyder at her er lidt varmere end i Pa Paz og Cusco og for mig er det helt perfekt.

Samanta var taget til Sucre dagen i forvejen, og havde fundet et hotel som hun kaldte Hostel Berlin. Jeg kunne ikke lige finde det, og gik saa efter et andet og billigere hotel, men da det var fuldt, gik jeg paa en internetcafé og fandt hotellet. Jeg kunne selvfoelgelig ha taget en taxa, men det goer jeg kun hvis det ikke kan undgaas, fordi de altid forsoeger at snyde med prisen. Taxametre eksisterer jo ikke her.

Jeg er egentlig ikke helt klar over hvad hotellet hedder, men muligvis Kultur Café Berlin, og det er et rigtig fedt hotel. Det er den tidligere tyske ambassade der har ligget her, men det er nu koebt af en tysker, som for seks aar siden kom til Bolivia som rygsaekrejsende, men han fandt en kone her og blev haengende. De koebte det vist for halvandet aar siden, og det aabnede for et aar siden, men de er stadig i fuld gang med at renovere huset. Der er en stor fed gaard, man kan sidde i og som er meget populaer og bagest er der en skyggefuld have man kan soege tilflugt i hvis man gerne vil have lidt ro. Saa er der en meget hyggelig café og sqal som bruges til filmfremvisning, dans og den slags. Naturligvis er alle backpackere her, og langt de fleste er fra Vesten og under 30 aar, men der er nogle enkelte som nok er pensionister.

Foerste nat blev jeg indlogeret paa en sovesal og det var egentlig udemaerket, for vi var kun tre, men Samantha og jeg blev enige om at dele et dobbeltvaerelse, bl.a. fordi vi saa kunne faa vores eget bad. Det var saa der jeg sov i nat, og jeg sov elendigt, for min seng var som en haengekoeje og den knirkede enormt bare jeg vendte mig den mindste smule, og jeg var bange for at vaekke Samantha. Desuden var rummet moerkt og badevaerelset var saa lille, at alt ville blive vaadt hvis man badede derinde. Vi betalte 150 bolivianos tilsammen og kunne ha faaet et bedre til 200 bolivianos, men i stedet blev vi enige om at flytte tilbage til sovesalene, hvor det kun koster 50 bolivianos for en seng. Jeg vil tilfoeje at morgenmaden er med i prisen, og det er den bedste morgenmad jeg har faaet endnu, mens jeg har rejst rundt, men de er saa heller ikke verdensmestre i at lave morgenmad i hverken Peru eller Bolivia.
Paa min sovesal er madrasserne splitternye, og eftersom der kun er to andre rejsende, er der ganske roligt om natten. Der er fire koejesenge paa rummet, men de overste fire senge er ikke taget i brug endnu, dvs. de er uden sengetoej, og det virker ikke som om, at der sker noget foreloebig.

Der er en del som tager kurser i spansk her, bl.a. Samantha og en fyr paa mit rum som hedder Joe, for det er relativt billigt og koster kun 40 bolibianos i timen for personlig undervisning, men jeg har nu ikke taenkt mig at ta noget kursus.

Jeg synes nu ikke at Sucre er noget saerligt, men selvfoelgelig er her langt bedre end i La Paz. Jeg er godt og grundig traet af at rejse med bus, fordi det altid foregaar om natten, hvis turen er laengere end nogle faa timer, saa jeg har taenkt mig at blive her nogle dage, slappe af og laese lidt i mine spanske tegneserier.

Jeg fik besteget det lille bjerg Chacaltaya i dag. Det naar ganske vist op i 5400 meter, men der er en vej naesten helt til toppen, saa det var kun omkring 150 hoejdemeter der skulle bestiges. Dvs. det var den foerste top, men jeg var langt foran de andre saa jeg gik op til en top der laa lidt hoejere, og naaede derop samtidig som de foerste naaede toppen lidt laengere nede. Kun en enkelt af de andre forsoegte at gaa derop, en australsk pige, men hun vendte om fordi hun ikke var sikker paa at hun kunne naa det. Det kunne hun nu sagtens ha gjort, for de andre var enormt sloeve. Jeg maa indroemme at jeg ogsaa kunne maerke den tynde luft og maatte ogsaa hive noget efter vejret paa vej derop.
Vi var enormt heldige for dagen foer havde der vaeret koldt og overskyet, men i dag havde vi fint solskin. Dvs. i hvert falad der hvor vi var, for der var saadan set en del skyer. Et kvarter efter at vi var koert fra toppen, fik vi ogsaa et voldsomt haglvejr.

Vi koerte saa til dagens andet udflugtsmaal, Valle del la luna, Maanedalen. Der er lidt Legoland over det, for der er masser af smaa trapper og broer, men det er noedvendigt, for Valle de la luna er et omraade med voldsom jorderosion. Det ser ret fasinerende ud, med soejler af jord der staar tilbage. Samtidig er der varmt i Valle de la luna. Det gamle centum af La Paz ligger i ca 3600 meters hoejde, mens de oeverste dele af byen ligger i omkring 4000 meter. Saa hvis Cusco var bakket, saa er La Paz naermest bjergrigt. Valle de la luna ligger i udkanten af byen og betydeligt lavere en centrum, og samtidig er landskabet som skabt til at blive opvarmet af solen, saa i Valle de la luna havde jeg den varmeste dag, siden jeg forlod Huacachica.

La Paz er ikke saerlig groen, men de stejle bjergsider goer at den paa en maade alligevel er flot. Paa en del af de stejle skraaninger, er der smaa skove, saa lidt groen er byen alligevel, selv om der naesten ikke er parker. Som ved Titicaca er de fleste af traerne eucalyptus, men der ogsaa andre arter af traer.

I gaar moedtes jeg med Samantha paa den engeske pub, og vi har ogsaa aftalt at moedes igen i dag, men et andet sted, for musikken var saa oeredoevende at det var vanskeligt at snakke sammen. Maaske var det derfor der naesten ikke var nogle kunder. I dag bliver det maaske ogsaa sidste gang at Samanthe og jeg moedes for hun vil videre til den store saltsoe, og jeg overvejer endnu en bjergbestigning. Jeg er endnu ikke helt sikker, men der findes et bjerg paa 6088 meter i naerheden. og det skulle vaere relativt let at bestige. Jeg har aldrig foer interesseret mig for at bestige et bjerg, men det kunne jo vaere lidt sjovt at prove paa at bestige et bjerg der er saa hoejt. Det tar mindst to dage, og det kroever rigtig udstyr, som jeg ogsaa skal leje. I morgen vil jeg prove at undersoege hvor billigt jeg kan faa det. Turen i dag kostede mig 100 bolivianos, plus 30 i entre, mens den australske pige havde betalt 70 plus de 30 i entre. Det sted som solgte mig turen i dag, vil ha 1050 bolivianos for en tredagestur, til det bjerg som jeg ikke kan huske hvad hedder, men jeg er ikke klar over om det inkluderer leje af udstyr. Vores guide i dag sagde at jeg bare skulle tage en todages, og saa bliver det selvfoelgelig billigere. Jeg er heller ikke sikker paa at jeg har lyst til at bestige bjerget, men det er fordi det, det meste af dagen var gemt af en stor sky. Det er jo ikke saa sjovt at gaa op paa toppen af et bjerg, hvis man alligevel kun kan se nogle faa meter.

Vejret blev fint i gaar eftermiddags og i dag er det nogenlunde, saa jeg er taget til La Paz for at bestige det lille bjerg jeg skrev om tidligere, hvis jeg altsaa kan finde ud af hvad det hedder, for det navn jeg fik er forkert.
I Copacabana boede jeg to naette paa et rigtig paent dobbeltvaerelse med bad, men det kostede 100 bolivianos og det er for dyrt for mig i laengden. Her i La Paz har jeg har fundet et meget simpelt vaerelse til 60 bolivianos, uden eget bad.

Jeg var ret sulten da jeg omsider havde indlogeret mig paa hotellet, saa jeg spiste paa den naermeste restaurant. Jeg fik lidt ris og en stor, men meget tynd skive koed. Jeg tror det var oksekoed. Det smagte fantastisk godt. Det er nok det bedste stykke koed jeg nogensinde har spist. Man kunne naermest smage at det var fra en okse der havde levet sit liv paa den bolivianske hoejslette. Fuldstaendig anderledes en det fabriksfremstillede koed man kan koebe i Danmark, og som efter min mening er uspiseligt. Hvis jeg boede i Bolivia er jeg ikke sikker paa at jeg ville blive ved med at vaere vegetar. Her er de stadig saa fattige, at de har raad til at gi dyrene et godt liv, og det kan smages. I oevrigt kostede maaltidet 17 bolivianos, altsaa ca. 14 kr. men saa var det inklusiv en lille cola.

Selv om Bolivia stadig er et fattigt land, saa er det hastigt paa vej til at blive rigere, i hvert fald for den storste del af befolkningen. Om det saa er fordi de har faaet en praesident, det mener at det er bedre, at den brede befolkning bliver rigere, frem for kapitalisterne, eller om udviklingen allerede var paa vej, foer Evo Morales kom til, aner jeg ikke. I hvert fald bygger de overalt. Man kan stadig se nogle smaa simple huse, hvor stenene er brune og ubraendte og lavet af ler, sand og smaasten, men nu bor de fleste i rigtige murstenshuse, der ser ud til at vaere af rimelig god kvalitet. Langt de fleste huse ser ret nye ud, saa jeg tror at mange af dem er bygget inden for de seneste aar. Nu er det kun en lille del af Bolivia jeg har set ind til videre, saa hvordan det ser ud i resten af landet ved jeg af gode grunde ikke endnu.

Jeg bliver en ekstra dag i Copacabana mens jeg overvejer hvad jeg goer. Det har vaeret rigtig koldt i dag med mange haglbyger, saa jeg tror jeg dropper min bjergbestigning. Nedboeren deroppe maa komme som sne, og der er nok kommet meget af den.

Saa jeg tror at jeg tar ned i lidt varmere egne i morgen. Her er kun omkring 10 grader, men solen er omsider kommet frem, saa maaske bliver resten af eftermiddaggen ok. Det gaer ikke noget med en ekstra dag her. Der er mange restauranter, og en af dem er mexicansk. Og der kan de finde ud af at lave vegetarmad. Maaske burde jeg vaere taget til Mexico i stedet. Nu da solen omsider er kommet frem, maa jeg hellere gaa lidt ud i solskinnet.

Som jeg skrev i forgaars er jeg kommet til Copacabana, altsaa i Bolivia. Copacabana er ikke ret stor, men en rigtig turistby saa der er masser af hoteller og restauranter. Jeg tror at de fleste der kommer hertil tar ud til en af oerne i Titicaca, og de fleste til Isla del Sol. Isla del Sol ligger to-tre timers sejlads fra Copacabana, saa man kan sagtens noejes med en dagtur dertil. En stor del af dem som tar til Isla del Sol, tar en enkelt overnatning, og det gjorde jeg ogsaa. Heldigvis fandt jeg et billigt hotel, og det kostede kun 30 bolivianos. Kursen er ca. 127 bolivianos for 100 kr. hvilket vil sige at jeg betalte ca. 25 kr. Det var saa godt nok med faelles bad, men det gjorde ikke saa meget, eftersom der stort set ikke var andre gaester paa hotellet.
Isla del Sol er en nydelig oe, uden veje, hvilket vil sige at der er dejlig stille selv midt om dagen, fordi der ikke er nogen biler. Vil man rundt paa oen, maa man enten sejle, og der er er en god forbimdelse mellem den nordlige og sydlige del af oern, fordi der er saa mange baade paa grund af de mange turister, men ellers maa man gaa, og oen er baade lang og bakket.
Oen er meget paen, stort set skovsoes, men med spredte traer, og fordi den er saa bakket, med masser af smaa marker, lavet som smaa terasser. Oeverst bliver markerne brugt til graesning, men ellers bliver der dyrket mange kartofler og boenner.

Det hotel jeg havde fundet laa ret hoejet, og der var en fantastisk udsigt ud over en del af Titicaca. Det var naesten som at vaere ved Middelhavet, hvis ikke det var fordi at det var ret koeligt naar solen forsvandt.
Jeg kunne sagtens vaere blevet paa oen nogle flere dage, men det var ret kedeligt, fordi jeg var alene. Jeg gik en enkelt tur op paa en af de naermeste bakker, hvilket blev en ret lang tur alligevel, og moedte en bonde paa toppen, som ogsaa noed udsigten. Simon tror jeg han hed. Foedt og opvokset paa oen, og det var ikke haardt arbejde han var i gang med, eftersom han bare holdt oeje med sine graessende koer.

Paa vejen tilbage til hotellet moedte jeg Daniel, som jeg ogsaa havde snakket lidt med, da han kom forbi mit hotel mens jeg sad med en oel, og noed udsigten ud over Titicaca. Han er fra Argentina og 50 aar, saa vi er naesten jeavnaldrende. Vi fulgtes ad paa vejen tilbage og snakkede sammen saa godt det kunne lade sig goere. Dvs. han kan en smule engelsk, men mindre end jeg kan spansk, men eftersom han gerne vil laere at tale engelsk, talte han paa engelsk saa godt det kunne lade sig goere, og jeg talte paa spansk. Det gik, men det er noget anstrengede, saa jeg maa bare blive bedre. Vi moedtes igen i morges, men han er taget videre til La Paz nu.

Da jeg kom til Copacabana, moedte jeg ogsaa tre brasilianske venner som rejste sammen, og det gik noget bedre med at snakke sammen fordi de to af dem talte glimrende engelsk og den tredie kunne forstaa det. Tilfaeldet ville at jeg moedte dem igen i dag i Copacabana, men nu er de ogsaa taget videre til Puno. Jeg naaede dog at faa et raad om at bestige et bjerg i naerheden af La Paz paa mere end 5000 meter. Eftersom jeg er fuldstaendig tilvaennet hoejden heromkring, tror jeg at jeg vil prove det. Egentlig ville jeg hellere lidt laengere ned i varmen, men jeg maa lige proeve bjerget foerst, for det bliver naeppe lettere for mig end nu.

Jeg har formodentlig besteget et bjerg paa 4000 meter i gaar, og det stort set uden at blive forpustet. Jeg gik op paa en af bakkerne, og det var lettere end jeg regnede med. Bakken var godt nok hoejere end jeg regnede med, men ikke naer saa stejl som bakkerne i Cusco, dvs. der var ikke ret mange trapper.

Omkring Cusco var der mange der dyrkede kartofler, og lidt oppe af bakkerne, var der ogsaa en del der dyrkede kartofler, men hoejere oppe saa de noget forpjuskede ud, saa det er aabenbart graensen for hvor hoejt de kan gro. Der var ogsaa smaa marker med spirende korn, men det var ikke til at se hvilken slags korn det var. Oppe paa toppen af bakken groede der en del runde kaktusser der var 10-20 cm hoeje og smaa tornede halvbuske, der var 30-40 cm hoeje. Ellers var der kun nogle totter af stride graesarter eller bare jord og sten. Fra toppen kunne man se ud over hoejsletten bagved, og kun et enkelt sted var der traer, der saa ud som om de var plantet. Om det saa er fordi lamaerne graesser saa meget at traerne ikke har en chance, eller det er fordi det er for koldt til at der kan gro traer naturligt, aner jeg ikke. Desvaerre var der mange skyer, saa jeg kunne ikke se de hoeje bjerge med sne laengere vaek. Det var i det hele taget en meget overskyet og kold dag i gaar, men i dag er der heldigvis blevet lidt varmere, saa det naermer sig en normal dansk sommerdag.

Jeg forlader Peru og tar til Copacabana i dag. Det betyder nu ikke at det bliver varmere, for Copacabana er en lille by, der ligger i den sydlige ende af Titicaca i Bolivia. Busturen dertil koster kun 25 soles, saa det er jo ikke alverden.

Ca. fem kilometer fra Puno, ude i Titicaca, ligger der nogle flydende oer. Jeg havde aldrig hoert om dem foer jeg kom til Puno, men det er aabenbart det stoerste turistmaal ved Titicaca. Et folk hvis navn jeg ikke kan huske, byggede dem for at komme vaek fra de aggresive inkaer og et andet agressivt folk.

Det loed jo meget spaendende med de flydende oer, saa i dag tog jeg ud og kiggende paa dem. Det kostede 10 soles for baadturen og 5 soles i en afgift til folket der lever derude. Den lokale hoevding tog imod os og fortalte en masse paa spansk som jeg kun forstod halvdelen af, men han fortalte ogsaa lidt til mig paa engesk. Vi var ca. 15 turister, men jeg var den eneste gringo. De fleste andre var fra Peru.

Oerne er lavet af en slags siv som der er massevis af i soen, og de er flere meter tykke. Det tar et aar at lave en oe, og saa kan den holde i 20-30 aar. Jeg gaetter paa at en oe er 20-30 meter i diameter og de er fortoejet til bunden med lange reb. Paa oerne havde de saa nogle smaa hytter der selvfoelgelig ogsaa var lavet af siv. Det smarte er, at hvis man bliver uvenner med naboen, kapper man fortoejningen og sejler oen et andet sted hen. Hoevdingen fortalte at kun 10 familier levede paa den traditionelle maade paa oerne, men eftersom der var enormt mange oer, maa der vaere rigtig mange som lever af turisterne. De faa familier der levede traditionelt, levede isaer af fiskeri.

Deres traditionelle baade var ogsaa lavet af siv, men mange af dem var ombyggede, saa de var bundet sammen to og to, som en pontonbaad, og der var et gulv ind over dem. Over gulvet havde et lavet en platform paa soejer, hvor man ogsaa kunne gaa op. Hoevdingen spurgte os om vi ville sejle med sivbaaden, over til en stoerre oe, hvor man kunne kobe mad og andre ting. Det ville naesten alle, og det kostede lige 10 soles ekstra. Han brugte en jolle med paahaengsmotor til at skubbe os derover og det tog ikke meget mere end fem minutter, saa det var en indbringende sejltur for ham. Et kvarters til efter kom motorbaaden vi havde sejlet med ogsaa derover, saa de par stykker der ikke gad at sejle med sivbaaden kom alligevel derover.
Den store oe var nok omkring 50 gange 30 meter og der var et par restauranter og nogle souvinirbutikker, bygget i trae og siv.

Det var selvfoelgelig meget sjovt at gaa rundt paa en oe, bygget af siv, og det var der aabenbart mange der syntes, for efterhaanden var der rigtig mange motorbaade derude, maaske 10-20 stykker. Man lagde nu ikke rigtig maerke til at der var saa mange turister, for omraadet med de flydende oer er ret stort, og ikke sammenhaengende.

Desvaerre har vejret aendret sig i dag. Det regnede hele natten og hele formiddaggen har der vaeret koldt og overskyet, men nu er solen omsider brudt frem.

Jeg er kommet til Puno, der ligger ud til Titicaca, og har indlogeret mig paa et nogenlunde hotel, El Inti. Et dobbeltvaerelse med bad og tv for 30 soles. Paa hotellet i Cusco laa der en guide i computerrummet. Den er paa fransk og har sikkert faaet lov at ligge fordi der ikke er saa mange der taler fransk. Det var i denne guide at El Inti var foreslaaet. I danske udgave af Lonely Planet var det billigste forslag 70 soles, og det er alt for dyrt for mig.

Jeg troede egentlig at det bare var en fransk udgave af Lonely Planet, men da jeg fik min frokost i dag, plus et par oel, af de smaa slags, saa jeg at det var en alternativ guide. Dvs. den har godt nok de traditionelle turiststeder med, men den har ogsaa en masse alternative forslag. De alternative forslag er hvor man kommer ud og lever blandt lokale som proever at opretholde deres traditonelle livsform, hvor de lever i balance med naturen. For at supplere deres indtaegt giver de saa husly og mad til turister.

Det har jeg taenkt mig at undersoege naermere. Saa vil jeg haabe at mit spansk er blevet saa godt at jeg kan snakke ordentlig med dem, for ellers kan det godt blive meget anstrengende.

Der er ikke ret mange gringoer her i Puno, men dem der er, gaar lige som i Cusco, rundt i par, saa det bliver nok svaert at moede nogen her. Men jeg kan selvfoelgelig altid proeve en lokal bar.

Der er 120.000 indbyggere i Puno, dvs. den er ca. paa stoerrelse med Aalborg. Byen i sig selv er ikke saerlig interessant, men man kan foretage nogle interessante ture herfra, bla. til nogle oer i Titicaca. Titicaca er lidt stoerrer end Sjaelland, men mere langstragt. Det bedste ved Puno er at klimaet lader til at vaere mere toert end i Cusco, sikkert paa grund af Titicaca, saa her er ret behageligt at vaere. Dvs. bussen ankom til Puno kl. fem i morges, og da var der ret koldt. Faktisk saa koldt at jeg froes hovedet. Jeg har ganske vist faaet en hue af Sandra, men den laa selvfoelgelig nederst i rygsaekken. Jeg kunne overhovedet ikke sove i bussen i nat, saa i dag har jeg vaeret alt for smadret til rigtig at lave noget. Det eneste jeg har gjort er at gaa ned til havnen, hvor der ligger masser af baade til at fragte turister og lokale ud til oerne i Titicaca, og ellers har jeg drysset lidt rundt i byen. Byen ligger omgivet af bakker der er lidt lavere, end de der er omkring Cusco. Bakkerne her engang vaeret skovklaedt, men det meste af skoven er faeldet, saa der kun er faa traer tilbage. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg kunne maerke den tynde luft, byen ligger trods alt i 3800 meters hoejde, men jeg er blevet enig med mig selv om at det bare har vaeret indbildning. Det vil nok vise sig, hvis jeg faar taget mig sammen, til at gaa op til toppen paa en af bakkerne.

Sidste dag i Cusco. For saa vidt godt nok, for det er egentlig ikke saerligt naemt at moede nye folk her. Der er utroligt mange kaerestepar, og de er som bekendt ikke specielt interesserede i at moede andre, og hvis de er, saa i hvert fald kun andre kaerestepar. Det goer ikke saa meget, og jeg moeder da ogsaa nye mennesker hver dag, men det er ikke det bedste sted at moede folk, i hvert fald ikke, hvis det er uden for barerne. Samantha havde det samme problem, og mente at det var i hele Sydamerika, det var svaert at moede nye mennesker

Jeg proevede endnu engang at spise lidt paa Jack's Café i dag. Bare lidt humus med broed. Det var ok, men jeg fatter ikke hvorfor folk gider staa i koe uden for restauranten. Men jeg maa indroemme at det er det eneste sted ind til videre, hvor jeg synes at vegetarmaden smager direkte godt, altsaa bortset fra vegetarpizzaen paa Paddy's Pub. Jeg kan nu ikke forestille mig at alle de der staar i koe er vegetarer, saa forklaringen er nok, at Paddy's Pub ikke er naevnt i Lonely Planet. Heldigvis.
Jeg proevde et nyt sted i gaar aftes med vegetarmad, og det var nogenlunde ok. Men ikke godt nok til at jeg gider spise der igen. Saa det bliver nok noget mad paa Paddy's Pub med koed i. Jeg burde aabne en vegetarrestaurant i Peru, det kan ikke andet, end blive en succes.
Jeg kommer nok ogsaa til at drikke et par oel paa Paddy's Pub i dag, for jeg har min rygsaek, som jeg skal slaebe rundt paa nu, eftersom jeg ikke laengere har et hotelvaerelse. Jeg skal foerst vaere paa busstationen kl. halv ni i aften, saa der er mange timer der skal fordrives.

Saa blev det omsider nytaarsaften. Jeg var taget ned paa Paddy's Pub ved halv syv-tiden men der var ikke ret mange paa det tidspunkt. Jeg fik en af deres glimrende pizzaer, og gik om paa en internetcafé for at surfe lidt bagefter. Da jeg kom tilbage ved otte-tiden var der mange flere mennesker og intet problem at finde nogen at snakke med.

Nytaarsaften er der tradition for at gaa klaedt i gult, inklusiv undertoejet, men der var ikke mange som var klaedt i gult. De fleste havde til gengaeld en gul halskaede af plastik om halsen, det havde jeg altsaa ikke.
Det var ret ubestemmeligt hvornaar det blev nytaar, for det meste af fyrvaerkeriet blev fyret af inden midnat. Der var en masse smaa raketter, men ikke ret mange store, saa det var ikke specielt flot.

Plaza de Armas var propfuld af mennesker. Der var virkelig mange. Jeg stod og snakkede med en hvid sydafrikaner, Allan, paa den store trappe paa Plaza de Armas, da jeg saa at mange af menneskerne naermest bevaegede sig afsted som en flod i menneskehavet. Allan sagde at det var fordi at det bragte lykke at gaa en runde rundt om pladsen nytaarsaften. Jeg tvivler paa at der var ret mange i floden af mennesker, der selv troede paa det. De har nok bare syntes at det var sjovt at vaere en del af floden i menneskehavet.

Allan og jeg gik tilbage paa pubben ret kort tid efter midnat, fordi vi regnede med at der ville blive propfyldt af mennesker inden ret lang tid. Lige ved indgangen til pubben moedte jeg Samantha. Hun skulle ha vaeret ud og spise med et par amerikanske piger, men de var blevet bestjaalet. Om de ogsaa havde mistet passene, ved jeg ikke, men middagen var blevet aflyst. De havde betalt dyrt for den, for den var ogsaa med champagne, saa Samantha spurgte om jeg ville med om paa restauranten, for at se om vi i det mindste ikke kunne faa champagnen. Hun havde deres to armbaand med der var indgangsbilletten. Jeg regnede ikke med at Samantha ville faa noget ud af det, og desuden er champagne alt for surt til min smag, saa jeg ville ikke med. Samantha gik med op i pubben i fem minutter, men forsvandt saa for at proeve paa at faa champagnen. Jeg kunne lige saa godt vaere taget med, for lidt efter blev der propfyldt i pubben og jeg kunne ikke finde en eneste af dem jeg havde snakket med tidligere paa aftenen.
Fra baren smed de maengder af gule hatte ud, saa jeg fik mig en gul hat. Desuden var der nogle der smed en masse smaa gule stykker papir ud over folk. Det var smaa runde stykker gult papir, der var omkring 3-4 mm i diameter, og det kom ind over alt. Jeg fik slaebt en del med hjem paa hotellet, men heldigvis er det ikke mig der skal goere rent. Saa ud over fyrvaerkeriaffaldet, er der ogsaa masser af smaa stykker gult papir paa gaderne.

Jeg var tilbage paa hotellet ved et-tiden, saa jeg var nogenlunde frisk i dag. Jeg brugte saa eftermiddagen i dag paa at gaa om til Cruz del Sur, for at koebe en billet til Puno. Samantha tar til Puno i aften og jeg tar til Puno i morgen aften, saa vi ses formodentlig i Puno, selv om jeg ikke har taenkt mig at blive der mere end to-tre dage, og derefter vil jeg ta videre mod Bolivia.
Puno ligger ved Titicaca soen i omkring 3800 meters hojde, saa der er nok lidt koeligt der.

Paa vej tilbage til hotellet fra Cruz del Sur kom jeg til at gaa forkert. Man kan ikke fare vild i Cusco, for man kan altid bruge bakkerne omkring byen til at orientere sig, men jeg kom til at gaa en anden vej tilbagte. Tilfaeldigvis kom jeg forbi en en lokal vegetarrestautant. Selv om jeg har opgivet at vaere vegetar mens jeg rejser her, taenkte jeg at naar den nu var der, kunne jeg lige saa godt proeve den. Maden var billig. 5 soles for en menu, der bestod af en suppe til forret. Hovedretten var noget besynderligt noget der var friturestegt, kogte boenner og majskerner, en kartoffel med lidt sovs og salat der mest var rodloeg. Der var ogsaa en ubestemmelig dessert og en kop te. Suppen smagte ok, det gjorde teen ogsaa, men resten kunne jeg godt ha undvaeret. Der var ellers masser af lokale kunder i restauranten, men hvis de aldrig har smagt god vegetarmad, tror de jo at det skal smage elendigt.
Generelt undgaar jeg vegetarmad her i Peru. Jeg forsoeger mig ind i mellem, men det kan de altsaa ikke lave, saa jeg vil hellere spise noget koedmad der i en eller anden grad er spiselig, eller ligefrem god som paa Paddy's Pub, frem for at spise noget elendig vegetarmad.
Selv i Lima, hvor maden generelt var udmaerket, kunne de ikke lave vegetarmad. Jeg provede pasta med pesto, og det var hvad jeg fik. Lidt pasta i en enorm maengde pesto og ikke andet. Jeg provede ogsaa en vegetarlasagne, og den bestod af ca. 50% ost. Pasta med ost, er pasta med ost og ikke andet. Halvt af hver.
Pasta med groensager, er pasta med groensager. De har ikke fantasi til at forstille sig at man kan komme groensagerne i en tomatsovs. Eller drysse lidt ost ovenpaa.
Her i Cusco er pasta med ost, en lillebitte smule ost og masser af pasta.

Det eneste vegetarmad jeg har faaet ind til videre som jeg synes er godt, er vegetarpizzaer. Dem har jeg proevet paa fire forskellige restauranter, og de har alle vaeret udmaerket. Faktisk bedre end de skodpizzaer man kan koebe i Danmark. Nu gider jeg bare ikke kun at leve af pizzaer, og selv om pizzaen paa Paddy's Pub er supergod, saa har jeg ogsaa provet en sandwich, en burger, en karryret, og en slags koedfars med tilbehoer og det har alt sammen vaeret godt, selv med koed. Saa min aftensmad kommer jeg nok ogsaa til at indtage paa Paddy's Pub, og eftersom det eneste vegetariske alternativ til pizzaen er en suppe, bliver det nok ikke vegetarmad. Fremover bliver maden uden oel. Jeg har allerede overskredet mit budget med mere end tusind soles, og jeg vil hellere skaere oellene vaek, frem for at skulle leve af noget elendigt mad.