Der sker ikke saa meget her i Miraflores, men desvaerre er vejret ved at blive koeligt. Dvs. sidst paa eftermiddagen naar temparaturen sikkert op omkring 25 grader, men det er for koldt til at gaa rundt i en t-shirt dognet rundt, i hvert fald for mig. Man skal sikkert ikke langt vaek fra kysten foer det bliver varmere, men mit hotel ligger meget taet paa kysten, saa her er lidt koeligt. Jeg gruer for naar hele byen bliver indehyllet i den koelige taage, men det varer forhaabentlig et stykke tid endnu. Der har vaeret et par dage med taage om formiddagen, men ind til videre er den altid forsvundet om eftermiddagen.

Jeg har tidligere skrevet om den voldsomme kriminalitet der er i Peru, og i forgaars var der igen en interessant artikel i avisen. Den handlede om at der i Peru er deciderede forbryderskoler. I Lima er der ingen, men de findes f.eks. i Ica. Eleverne er helt ned til 12 aar, og bliver bla. undervist i hvordan man betjener et skydevaaben. Som jeg skrev tidligere, bliver boerneog unge under 18 aar, ofte brugt til lejemord fordi de ikke kommer i faengsel, saa det er selvfoelgelig nodvendigt at laere dem at bruge et vaaben. Eleverne sover paa skolerne og faar mad, men ingen loen, andet en naar de hjaelper til med kriminelle handlinger. Det fremgaar ikke af avisen hvor mange elever der er paa skolerne, men eftersom der findes en del af dem, forskellige steder langs kysten, maa der vaere en del elever. Skolerne har tit en Facebookside og det er isaer gennem internettet at de finder eleverne.

Her sker ikke saa meget , men i forgaars var jeg for foerste gang inde i centrum i Lima, fordi Sandra skulle ha et pas. Sandra har en soester som arbejdet i Israel, og Sandra vil ogsaa gerne til Israel og arbejde, fordi hun der kan tjene mange flere penge end i Peru. Den aeldste son er gammel nok til at klare sig selv, og den yngste vil vist gerne bo hos sin far, saa hun mener ikke det vil vaere et problem. Grunden til at hun gerne vil tjene nogle flere penge, er for at faa raad til at give soennerne en uddannelse. En ufaglaert tjerner ikke mere end 1500-2000 kr. om maaneden, mens f.eks. en geolog i mineindustrien tjener mere end 30.000 kr. om maaneden, saa det goer jo en enorm forskel, om man har en hoejere uddannelse her. Saa jeg fulgte med hende ind til centrum, for alle i Peru skal hen til migrationskontoret i Lima for at faa et pas.

Sandra er ikke vant til at vaere i centrum saa hun var vildt bange for roevere og lommetyve. Da vi skulle gaa hen ad en gade, spurgte hun en sikkerhedsvagt uden for en bygning, om det var farligt at gaa hen ad gaden, og man kunne se paa hans ansigtsudtryk, at han blev enormt forbavset over at hun kunne finde paa at spoerge om det. Paa trods af vagtens forsikringer om at det ikke var farligt at gaa hen ad gaden, var hun alligevel ikke saerlig tryg ved det.

Migrationskontoret er selvfoelgelig en hel bygningn og det gik alligevel hurtigere med at faa et pas, end jeg havde frygtet. Foerst en times tid i koe i en bank som laa i bygningen, hvor hun skulle betale 40 soles, og dernaest, skulle hun et andet sted hen i bygningen for at faa taget et billede, og ordnet nogle ting. Det tog nok en halv time, og saa skulle hun vente i to timer paa at faa sit pas. Mens vi ventede, spiste vi middag og det var ret billigt. 8 soles for en menu bestaaende af en forret, hovedret og noget drikkelse. Da det var lang tid vi skulle vente delte vi to store oel i mellemtiden og de kostede kun 7 soles stykket.

Jeg ville vente udenfor bygningen, mens hun hentede sit pas, men hun insisterede paa at jeg skulle med indenfor, fordi det efter hendes mening var alt for farligt udenfor. Det var det ikke. Det var hoejlys dag og der var masser af mennesker paa gaden, og der stod to vagter i doeren. Der er omraader i Lima som er farlige selv ved hoejlys dag, men ikke selve centrum. Der er alt for mange mennesker, men det er selvfoelgelig, fordi hun ikke er vant til at faerdes i centrum. Hun fik sit pas, saa nu bliver det spaendende at se, om hun kommer til Israel.

I dag er der 7 uger tilbage, og jeg venter stadig paa bedre vejr i bjergene, men det er vist langsomt ved at bedre sig. Cesar mener, at bare det at koere i bjergene, er for farligt endnu, fordi der er stenskred paa grund af regnen, og for nylig blev to passegerer draebt da en sten ramte deres bus. Nu skal man jo vare usandsynlig uheldig for at blive ramt af et stenskred, men jeg venter nok et par uger mere, inden jeg tar op i bjergene. Her er jo ogsaa yderst behageligt at opholde sig, saa det goer ikke noget.

Der sker ikke en dyt her i Miraflores, men her er hyggeligt paa Friend´s Home, saa jeg er gaaet i hi mens jeg venter paa bedre vejr i bjergene. Jeg vil gerne til Huaraz, men ifoelge vejrudsigten regner det hver dag og jeg orker ikke regn. Slet ikke efter at jeg har vaennet mig til det yderst behagelige klima i Miraflores. Jeg besoeger nok nogle byer paa kysten laengere mod nord, men det kan sagtens vente.

Det er turistbyer og det er hoejsaeson, saa der er et mylder af mennesker. Eftersom jeg ikke gider at ligge paa stranden og boelgerne er for store til at jeg bryder mig om at bade kan jeg lige saa godt blive her. Her er hyggeligt og altid nogen jeg kan snakke med. Specielt efter at mit spanske er blevet saa godt at det er muligt at foere en nogenlunde normal samtale. Helt flydende er det ikke endnu, og tit skal jeg stadig taenke mig om for at finde den rigtige boejning paa verberne, men det gaar fremad.

Mit ordforraad er stadig ikke helt godt nok. Det er ubegribeligt mange ord man skal laere, for at kunne tale flydende, og jeg er gaaet lidt vaek fra aviserne og over til tegneserierne, fordi det er mere dagligdags sprog der bruges. Nu er det saa Batman, og det er ret let.

Jeg aner ikke hvor laenge jeg bliver her, men eftersom jeg stadig har naesten to maaneder tilbage, naar vejret vel at blive lidt bedre i bjergene. Jeg har helt opgivet at to om paa selvaen, altsa Amazonas for der er der ifoelge rygterne, enormt mange myg lige nu, og ifoelge avisen et udbrud af dengue-feber. Jeg har under alle omstaendigheder besluttet at blive her, fordi hvis jeg tar tidligere hjem naar jeg ikke at laere spansk ordentlig, og naar jeg foerst er i Danmark, tar det enormt meget laengere tid til at blive bedre.

Og til de der undrer sig over, hvorfor jeg gaar saa meget op i at laere spansk, vil jeg sige, at hvis jeg ikke finder et relevant arbejde naar jeg kommer tilbage, kunne jeg finde paa at soege et job paa et hoejfjeldshotel i Norge, og saa ser det bedre ud paa CVet at jeg kan tale spansk, foruden engelsk, tysk og noget fransk.

Sandra havde fri i gaar og kom paa besoeg. Sammen tog vi om og hentede mit provisoriske pas, og som forventet fortalte de at jeg skulle have et stempel fra immigrationsmyndighederne. Heldigvis kan det lade sig goere i lufthavnen, samme dag som jeg tar hjem, saa det behoever jeg ikke spekulere mere paa.

Ellers gaar det stille og rolig her, men jeg har sagt til Cesar, at jeg gerne vil ha et vaerelse for mig selv, fordi jeg er doedtraet af at sove paa sovesalen. Den foerste tid var det ok, og der var stille, men nu er vi fem, og folk taender lyset midt om natten, og snakker hoejt, eller snorker, og det er naermest umuligt for mig at sove ordentlig. Derudover er jeg konstant nervoes for at miste flere ting, og hvis jeg havde valgt et vaerelse fra starten, havde jeg aldrig mistet mit pas. Jeg kommer i hvert fald aldrig til igen, at bo paa en sovesal. Engang i Indien mistede jeg alle mine ting, fordi min rygsaek blev stjaalet i en sovesal, midt om natten. Dengang beholdt jeg pas og penge, fordi de laa under min hovedpude, men det var slemt nok. Saa aldrig, aldrig mere sovesale.

Det gaar stadig fremad med mit spanske, men ikke saerligt hurtigt. Det er kun Sandra jeg snakker spansk med, fordi hun stort set intet engelsk kan, og alle andre straks hopper over i engelsk, hvis jeg ikke lige forstaar hvad de siger. Jeg moeder Sandra et par gange om ugen, og det er jo ikke alverden, for som regel er hun her kun i omkring 4 timer. Vi gaar paa restaurant naar hun kommer, og jeg betaler maden, men hun er ikke kraevende, saa hun vaelger som regel en af de billige retter. Jeg betragter det som betaling for spanskundervisning, og det er billigere end den spanskundervisning, jeg fik i Sukre. Og naar jeg har laert at forstaa Sandra ordentlig, kan jeg forstaa de fleste i Peru, for hun taler lynhurtigt.

Jeg brugte dagen i dag paa at skaffe mig et nyt pas. Dvs. jeg kan afhente det paa mandag paa konsulatet. Foerst maatte jeg selvfoelgelig om paa politistationen for at melde mit pas stjaalet. I Miraflores er der et saerligt turistpoliti og de kan soerme tale engelsk. Ok hans engelsk var ikke meget bedre end mit spanske, men jeg fik da forklaret hvad der var sket.

Hvilket vil sige at jeg i mellemtiden er overbevist om at det er en fra sovesalen der har stjaalet det. Eller rettere jeg tror jeg praecis ved det var men jeg kan jo ikke bevise det. Men da det forsvandt var der kun to andre i sovesalen, et meget ungt par og jeg tror det er pigen der har stjaalet det. Hun er jo ikke professionel og har troet at hun kunne saelge det. En professionel ville vide at det intet var vaerd. Den boks man kan opbevare ting i er vaerdiloes fordi man bare kan loefte bunden op i boksen ovenover, og paa den maade komme ned i skabet.

Uanset, saa fik jeg en politirapport, fik taget nogle pasfotos, og om eftermiddagen var jeg omme paa konsulatet og aflevere det hele. Jeg gik derom fordi det ligger taet paa kysten, og der er rigtig meget park oeverst paa skraenten. Ok den er ikke voldsomt bred, men den er meget lang.

 Det er et stort konsulat og jeg naade aldrig laengere end ind i entréen, hvor jeg ogsaa skulle udfylde et skema. Og saa kostede det naesten 1000 kr. Det er et provisorisk pas, der kun gaelder et aar, saa hvis jeg vil ud at rejse bagefter, skal jeg keobe et nyt pas. Det kommer nok til at vare en del aar, foer jeg kommer ud at rejse igen, i hvert fald uden for Norden, saa jeg faar nok ikke brug for noget nyt pas.

Det blev saa med en overfyldt bybus tilbage til Miraflores, for jeg var lidt oem i foedderne af alt den gaaen rundt. Det er relativt nemt at finde den rigtige bus, for navnene paa de forskellige bydele staar malet med store bogstaver paa busserne, saa det var bare at kigge efter en, hvor der stod Miraflores. Jeg kom saa ikke med den helt rigtige bybus, men det er trods alt lettere at gaa halvanden kilometer, end seks kilometer.

Der er sket en ny udvikling i tingenes tilstand. Ikke meget alvorlig, men det kommer til at give mig en enorm masse besvaer. Mit pas er blevet stjaalet. Sammen med mit koerekort, mit sygesikringsbevis, mit rejsekort, mit noeglekort, og noeglen til mit depotrum. Muligvis fordi det roeg med mit vasketoej paa vaskeriet, og en fra vaskeriet har taget det i den tro at passet kunne forfalskes. Det kan det ikke, for jeg fik et helt nyt pas med digitale data, inden jeg tog herned, saa vedkommende bliver skuffet. Selv om de ikke kunne finde det paa vaskeriet, venter jeg alligevel med at kontakte konsulatet, indtil jeg har faaet mine ting tilbage fra vaskeriet.

Jeg besuttede, inden jeg kom herned, at hvis jeg mistede baade pas og visakort ville jeg ta hjem igen, saa snart det var muligt, saa det er muligt jeg gaer det. Jeg mistede godt nok ikke mit visakort, men det enorme besvaer, det kommer til at give mig med passet, er rigeligt. Jeg scannede passet, inden jeg tog herned, og lagde det ud som en fil i min mailboks, saa jeg altid ville vaere i stand til at skaffe et minimum af dokumentation for, hvem jeg var, men det er jo ikke nok i lufthavnen. Saa naar jeg har faaet mit vasketoej tilbage i aften, og er helt sikker paa at passet er vaek, sender jeg en mail til konsulen i Lima, med en vedhaeftet fil af mit pas, og forklarer situationen. En af dagene skal jeg saa om paa konsulatet, sikkert medbringende et par pasfotos, og saa kan jeg faa et noedpas. Kun ambassaden i La Paz kan lave et rigtigt pas. Saa skal jeg sikkert ogsaa om paa immigrationskontoret i Lima, og ha et stempel, der giver mig ret til at opholde mig i Peru. Derudover bliver der boevlet med Iberia Airways, fordi der skal et nyt pasnummer paa flybiletten. Det er jo et helvede.

Man siger i Danmark: "Tyv tror hver mand stjaeler", men hernede behoever man ikke at vaere tyv for at tro, at hver mand stjaeler. Det er lidt synd, for det er meget soede og rare mennesker  i Peru og Bolivia, og det er meget behageligt og afslappende at rejse rundt hernede, men der er bare saa kolossalt meget kriminalitet. Det gaelder jo ikke bare i Peru og Bolivia, men hele Latinamerika. Noget skyldes sikkert de enorme sociale forskelle, men det kan jo ikke vaere hele forklaringen, for i Asien er der ogsaa enorme sociale forskelle, og begge kontienter er meget multikulturrelle, saa det kan heller ikke vaere derfor. Maaske har det noget med den enorme narkohandel at goere, der har gjort at kriminalitet er blevet saa udbredt, og naesten socialt acceptabelt. Eller det har noget med spaniernes og portugisernes erobring og plyndring at goere, hvor plyndringskulturen bare er fortsat. Jeg ved hvorfor, men de har altsaa en anden kultur omkring kriminalitet, end i resten af verden.

I Venuzuela er kriminaliteten loebet helt loebsk, saa der nu naesten er borgerkrigsligende tilstande. Ok der er blevet draebt enkelte i forbindelse med demonstrationer mod styret, men det er ingenting i forhold til dem der bliver draebt i forbindelse med kriminalitet. Sidste aar blev der naesten myrdet 25.000 mennesker i Venuzuela, hvoraf ca. 4500 i Caracas. Sammenlignet med det, virker Lima naesten fredelig, med kun omkring 700 draebte.

I Peru er det ogsaa blevet mere og mere almindeligt at hyre mindreaarige, som lejemordere, fordi de ikke kommer i faengsel. Det betyder at der nu sidder 130 mindreaarige, altsaa under 18 aar, i rehabiliteringscentre rundt om i landet. Den vaerste af dem, har 12 mennesker paa samvittigheden.

Saa jeg ved ikke hvad jeg goer. Klimaet er perfekt, hverken for varmt eller for koldt, i hvert fald her ude ved kysten paa denne aarstid, saa her er enormt behageligt at opholde sig. Menneskene er venlige og tilbageholdende, og det er meget sjaeldent at de presser paa for, at faa en til at koebe et eller andet, saa paa den maade er det overhovedet ikke stressende at rejse rundt her. Men det er sevfoelgelig enormt stressende at man kun kan gaa rundt i relativ sikkerhed om dagen, men saa snart moerket falder paa, skal man ikke bevaege sig ud af overklasseomraaderne som Miraflores.

Har man penge kan man faa, og her faar de masser af sikkerhed, og her er lige saa sikkert som i Koebenhavn, eller maaske endda mere. Miraflores har enormt mange kommunalt ansatte sikkerhedsvagter, der i blaat toej og blinkende blaa lygter, ustandselige koerer rundt. Nogle i bil, nogle paa motorcykler, og nogle paa de der maerkelige koeretoejer hvor man staar op. Selv ned paa stranden staar de og holder vagt, saa overfaldet bliver man i hvert fald ikke.

Desvaerre kan de ikke beskytte én mod tyvene, og de er naesten de vaerste, efter min mening, fordi de er saa kujonagtige.

Saa det er muligt at jeg tar hjem, for at ta paa ski i vinterfjeldet. Der risikerer jeg i hvert fald ikke, at blive udsat for et roeverisk overfald eller blive bestjaalet. Kun at brase gennem isen paa en soe, blive ramt af en lavine eller braekke benet.

Jeg fik oplevet en anden side af Lime i gaar, for jeg tog ud og besoegte Sandra paa hendes arbejde. Jeg havde ellers kun set Lima fra bussen naar jeg koerte ud af byen, men nu fik jeg rigtigt set hvor fattig den en naar man kommer vaek fra overklasseomraaderne. Der er virkelig grimt og kedeligt. Stort set intet groent, mange steder jordveje, stoevet og beskidt. Ikke et sted man har lyst til at leve.

Sandra arbejder i noget der hedder Parque Industrial, der ligger i den sydlige del af Lima, i en bydel der hedder Villa El Salvador. Industriomraadet bestaar kun af moebelfabrikker med tilhoerende forretninger, og der er et utal af dem.

Den Sandra arbejder i, er en af de smaa, og er ikke stoerrer end tre-fire garager i forlaengelse af hinanden. Forrest er forretningen med de udstillede moebler og bagved ligger vaerkstedet, og det er et stort rum. Fordi det var soendag, var Sandra alene paa arbejde, men paa hverdage er de fire i alt. Sandras arbejde bestaar i finish af moeblerne. Det vil sige at hun sliber og lakerer dem. De laver ogsaa betraek og puder til moeblerne, og jeg kunne ikke lade vaere med at undre mig lidt over at der overhovedet var plads til at arbejde der, men det gaar aabenbart. Butikkerne ligger klods op ad hinanden, saa det naermest er en lang bygning, der er delt op.

Omraadet er rigtig stort, med to lange gader, der udgoer hovedparten af omraadet og der er enormt mange moebelfabrikker i alle mulige stoerrelser. Her kommer de fra hele Lima og omegn naar de skal koebe moebler. Saa langt vaek som Arequipa, kommer folk, for at handle moebler. Og det goer de selvfoelgelig fordi udvalget er enormt og priserne lave. Sandra tjener vist 800 soles om maaneden, og det er jo ikke ret meget. Hendes far moedte jeg tilfaeldigvis ogsaa derude. Foerste gang fordi jeg skulle spoerge om vej, og det tilfaeldivis var ham jeg spurgte. Anden gang fordi han kom over til Sandra med nogle remme, som kunderne kan koebe til at spaende moeblerne fast med, naar de skal transporteres vaek, hvis de ikke faar dem leveret. Det var saa ved den lejlighed, at jeg fandt ud af, at han var hendes far.

Da Sandra havde lukket butikken, gik vi over og saa paa moebler i nogle af de stoerre butikker, og Sandra noed at spille overklassekvinde paa indkoebstur. De var jo overbevist om, at vi havde masser af penge, naar jeg var med, og gjorde sit yderste for at saelge varen. Det er rigtig flotte moebler man kan koebe, af en slags som man nok kun kan faa i meget eksklusive butikker i Danmark. Det er svaert for at at bedoemme, hvad de ville have kostet i Danmark, men mindst det dobbelte, saa hernede er de selvfoelgelig enormt dyre for de fleste.

Vi tog om paa en kinarestaurant bagester og spiste, og det var nogenlunde godt, meget billigt, og alt for meget. Da vi kom ud fra restauranten ville jeg gerne ha gaet lidt, for det var tidligt paa aftenen, og der var en del mennesker paa gaden, men Sandra sagde at det var alt for farligt fordi der var masser af kriminelle, saa vi tog en taxa direkte om paa en karookebar.

Det er foerste gang i mit liv jeg har vaeret paa saadan en og det var en del anderledes end jeg forestillede mig. Jeg troede at man stillede sig op paa en scene, men man sad naermest som i en biograf. Dvs. det var laenestole og der var smaa borde, men alle vendte den samme vej, undtagen forrest, hvor de var arrangeret i en halvcirkel. Det var meget praktisk,  for saa kunne man synge, uden at de andre kunne se hvem det var der sang, og saa var det ikke saa pinligt hvis man ikke sang saa godt, og det gjorde de fleste ikke. Jeg syntes helt klart at Sandra var den der sang bedst, og ind i mellem loed det helt professionelt. Jeg broed mig ikke om at synge alene, men jeg sang fire Beatlessange i duet med Sandra, og de to af dem slap vi meget godt fra.

Da vi kom ud ved 1-tiden sendte Sandra mig hjem med en taxa, og skrev nummeret ned, for at vaere sikker paa, at der ikke skete mig noget. Undervejs tilbage snakkede jeg lidt med taxa-chauffoeren, saa godt det kunne lade sig goere, og spurgte ham om han nogensinde var blevet beroevet. Da var han, mens han arbejdede som taxa-chauffoer. Faktisk har hver fjerde i Peru, vaeret udsat for et gaderoeveri.