Jeg fik oplevet en anden side af Lime i gaar, for jeg tog ud og besoegte Sandra paa hendes arbejde. Jeg havde ellers kun set Lima fra bussen naar jeg koerte ud af byen, men nu fik jeg rigtigt set hvor fattig den en naar man kommer vaek fra overklasseomraaderne. Der er virkelig grimt og kedeligt. Stort set intet groent, mange steder jordveje, stoevet og beskidt. Ikke et sted man har lyst til at leve.

Sandra arbejder i noget der hedder Parque Industrial, der ligger i den sydlige del af Lima, i en bydel der hedder Villa El Salvador. Industriomraadet bestaar kun af moebelfabrikker med tilhoerende forretninger, og der er et utal af dem.

Den Sandra arbejder i, er en af de smaa, og er ikke stoerrer end tre-fire garager i forlaengelse af hinanden. Forrest er forretningen med de udstillede moebler og bagved ligger vaerkstedet, og det er et stort rum. Fordi det var soendag, var Sandra alene paa arbejde, men paa hverdage er de fire i alt. Sandras arbejde bestaar i finish af moeblerne. Det vil sige at hun sliber og lakerer dem. De laver ogsaa betraek og puder til moeblerne, og jeg kunne ikke lade vaere med at undre mig lidt over at der overhovedet var plads til at arbejde der, men det gaar aabenbart. Butikkerne ligger klods op ad hinanden, saa det naermest er en lang bygning, der er delt op.

Omraadet er rigtig stort, med to lange gader, der udgoer hovedparten af omraadet og der er enormt mange moebelfabrikker i alle mulige stoerrelser. Her kommer de fra hele Lima og omegn naar de skal koebe moebler. Saa langt vaek som Arequipa, kommer folk, for at handle moebler. Og det goer de selvfoelgelig fordi udvalget er enormt og priserne lave. Sandra tjener vist 800 soles om maaneden, og det er jo ikke ret meget. Hendes far moedte jeg tilfaeldigvis ogsaa derude. Foerste gang fordi jeg skulle spoerge om vej, og det tilfaeldivis var ham jeg spurgte. Anden gang fordi han kom over til Sandra med nogle remme, som kunderne kan koebe til at spaende moeblerne fast med, naar de skal transporteres vaek, hvis de ikke faar dem leveret. Det var saa ved den lejlighed, at jeg fandt ud af, at han var hendes far.

Da Sandra havde lukket butikken, gik vi over og saa paa moebler i nogle af de stoerre butikker, og Sandra noed at spille overklassekvinde paa indkoebstur. De var jo overbevist om, at vi havde masser af penge, naar jeg var med, og gjorde sit yderste for at saelge varen. Det er rigtig flotte moebler man kan koebe, af en slags som man nok kun kan faa i meget eksklusive butikker i Danmark. Det er svaert for at at bedoemme, hvad de ville have kostet i Danmark, men mindst det dobbelte, saa hernede er de selvfoelgelig enormt dyre for de fleste.

Vi tog om paa en kinarestaurant bagester og spiste, og det var nogenlunde godt, meget billigt, og alt for meget. Da vi kom ud fra restauranten ville jeg gerne ha gaet lidt, for det var tidligt paa aftenen, og der var en del mennesker paa gaden, men Sandra sagde at det var alt for farligt fordi der var masser af kriminelle, saa vi tog en taxa direkte om paa en karookebar.

Det er foerste gang i mit liv jeg har vaeret paa saadan en og det var en del anderledes end jeg forestillede mig. Jeg troede at man stillede sig op paa en scene, men man sad naermest som i en biograf. Dvs. det var laenestole og der var smaa borde, men alle vendte den samme vej, undtagen forrest, hvor de var arrangeret i en halvcirkel. Det var meget praktisk,  for saa kunne man synge, uden at de andre kunne se hvem det var der sang, og saa var det ikke saa pinligt hvis man ikke sang saa godt, og det gjorde de fleste ikke. Jeg syntes helt klart at Sandra var den der sang bedst, og ind i mellem loed det helt professionelt. Jeg broed mig ikke om at synge alene, men jeg sang fire Beatlessange i duet med Sandra, og de to af dem slap vi meget godt fra.

Da vi kom ud ved 1-tiden sendte Sandra mig hjem med en taxa, og skrev nummeret ned, for at vaere sikker paa, at der ikke skete mig noget. Undervejs tilbage snakkede jeg lidt med taxa-chauffoeren, saa godt det kunne lade sig goere, og spurgte ham om han nogensinde var blevet beroevet. Da var han, mens han arbejdede som taxa-chauffoer. Faktisk har hver fjerde i Peru, vaeret udsat for et gaderoeveri.