Det blev lige med nød og næppe jeg slap ud af Peru. Jeg skrev den 11. marts: "Sandra havde fri i gaar og kom paa besoeg. Sammen tog vi om og hentede mit provisoriske pas, og som forventet fortalte de at jeg skulle have et stempel fra immigrationsmyndighederne. Heldigvis kan det lade sig goere i lufthavnen, samme dag som jeg tar hjem, saa det behoever jeg ikke spekulere mere paa."

Sandra var taget med mig ud til lufthavnen for at ta afsked, og jeg var taget afsted i meget god tid, for jeg tænkte at det måske ville ta længere tid tid at få et stempel end jeg regnede med. Cesar havde ment at bare jeg var der to en halv time før flyafgang kunne jeg sagtens nå det, men jeg tænkte at hvis de nu havde en eller anden sindsyg ide om at jeg skulle ind til centrum for at få mit stempel ville det være bedst hvis jeg var i lufthavnen i meget god tid, så vi var i lufthavnen kl. 3 om eftermiddagen og mit fly gik kl. 7 så jeg havde 4 timer. Heldigvis, for det viste sig at de havde en sindsyg ide om at jeg skulle ind til centrum for at få et stempel i mit pas, på trods af konsulatets påstand om, at det kunne jeg få i lufthavnen.

Manden på immigrationskontoret kunne godt se på sin computer, at jeg var indrejst til Peru den 9. februar fra Chile, men forklarede at jeg skulle ind til centrum for at få mit stempel, og på en forespørgsel fra Sandra om hvornår kontoret lukkede, forklarede han at det gjorde de kl. 1 og jeg skulle få mit stempel den næste dag og udsætte min rejse med en dag. Jeg forklarede at jeg ikke bare kunne udsætte min rejse med en dag, og hvis jeg ikke fløj i dag, fløj jeg slet ikke. Sandra tiggede og bad ham om at give mig et stempel i passet, men han var ubøjelig. Det var Sandra der førte ordet, og han gav hende to telefonnumre og vi for ud for at finde en telefon at ringe fra, fordi Sandras telefon ikke virkede. Ingen tog telefonen og vi gik tilbage til immigrationskontoret, for at se om vi kunne få et stempel i mit pas. Han ringede så selv til nogle telefonnumre, og omsider var der en der tog telefonen. Desværre var beskeden den samme, at jeg skulle ind til immigrationskontoret for at få mit stempel. 
Klokken var blevet halv fire og vi besluttede at ta ind til centrum for at se om vi kunne få et stempel, selv om kontore var lukket. Vi fandt en taxa og han kørte ret hasarderet for at nå derind så hurtigt som muligt. En lignende kørsel i Danmark ville med garanti ha medført en koncert af bilhorn, men åbenbart accepterede de andre bilister at han havde travlt, og vi var derinde kl.4. Komplekset lukkede kl. 4 men Sandra fik overtalt vagterne til at lukke os ind, så vi kunne snakke med dem i informationen, der netop var ved at lukke. Sandra tiggede og bad om ikke jeg kunne få et stempel i mit pas, og de fik så mit pas, en kopi at det gamle pas, rapporten fra politiet i Miraflores, en rapport fra det danske konsulat og min flybillet.

Efter lidt tid kom de tilbage med alle mine ting og fortalte at jeg skulle til Banco Nación for at betale en stempelafgift. Der ligger en afdeling af Banco Nación i komplekset, men det viste sig at den var lukket kl. 4. Så vi for ud til den ventende taxa for at finde en afdeling af Banco Nación der stadig havde åbent. Der lå en ca. en kilometer væk som først lukkede kl. halv fem så vi korte derhen og jeg fik betalt min stempelafgift på 12,5 soles. Tilbage til komplekset hvor en fra informationen fortalte at jeg skulle følge med ham ovenpå, til det ellers lukkede kontor. Heldigvis var der stadig folk deroppe og og jeg ventede udenfor kontoret mens han fik overtalt dem til at give mig et stempel i mit pas. Efter lidt ventetid kom han tilbage med mit pas og sagde at jeg godt kunne ta ud til lufthavnen. Klokken var blevet kvart i fem og vi for ud til den ventende taxa. Han kørte ret hasarderet ud til lufthavnen og på vejen derud begyndte jeg at få håb om at jeg nok skulle nå mit fly. Man skal jo være i lufthavnen to timer før afgang, men det er jo ikke sådan at de lukker for indcheckning to timer før afgang. Vi var derude kvart over fem og jeg fik min bagage tjekket ind.

Jeg ville gerne ha brugt lidt tid sammen med Sandra og ha spist sammen med hende inden jeg tog afsted, men på tavlen over afgang stod der "llamada" atså "kalder" og jeg tænkte at jeg hellere måtte ta afsted fordi det ikke var godt at vide hvor lang tid det ville ta i paskontrollen. Så jeg forlod en grådkvalt Sandra, og gik gennem sikkerhedskontrollen.

Det viste sig at det tog en evighed at komme igennem paskontrollen. En af medarbejderne kunne godt mærke på mig at jeg var stresset og spurgte om hvor jeg var fra. Jeg forklarede at jeg var fra Danmark og fortalte kort om turen ind til centrum for at få et stempel i mit pas. Han spurgte hvornår mit fly gik og jeg sagde at det gik kl. 7. Så sagde han at de nok skulle hjælpe mig med at nå mit fly. Jeg tvivlede på det tidspunkt ikke på ikke på, at jeg ikke skulle komme med, men jeg var stadig stresset over det tidligere forløb.

Efter en evighed i paskontrollen fik jeg omsider lov til at gå ind i afgangshallen og der var på det tidspunkt mindre end en time til mit fly lettede. Så jeg gik derhen med det samme og allerede et kvarters tid senere begyndte de at boarde.

Jeg må sige, at jeg stadig er rasende over den inkompetence på det danske generalkonsulat i Lima som var meget, meget tæt på at koste mig en formue, og et ukendt antal ekstra dage i Lima. I hvert fald er jeg 100% sikker på, at hvis jeg havde mistet mit fly og havde været nødt til at købe en ny flybillet, så havde jeg aldrig fået mine penge igen fra Udenrigsministeriet. Jeg havde intet på skrift og de ville med garanti hævde, at jeg havde misforstået noget, eller på anden måde prøve at lægge skylden over på mig. Jeg fatter ikke, at Udenrigsministeriet ikke har udarbejdet retningslinjer for hvad de danske repræsentationer skal gøre i tilfælde af at en dansk statsborger har mistet sit pas i udlandet. At det ikke er nok bare at udstede passet og så lade det være op til borgeren selv at finde ud af, om og hvor, han skal ha de nødvendige stempler. Det ville have været meget, meget nemt for mig, hvis jeg havde fået udlevet en seddel med navn og adresse på immigrationskontoret og helst et lille kort og selvfølgelig åbningstider. Selvfølgelig også en kort beskrivelse af processen med at betale en stempelafgift  på 12,5 soles i Banco Nación. Men nej, det er åbenbart for kompliceret for generalkonsulen.

Jeg er udmærket klar over at konsulens vigtigste opgave er at varetage danske og peruranske erhvervsinteresser, men jeg fatter ikke, at man er SÅ bedøvende ligeglad med den enkelte borger. Jeg er jo ikke den eneste der har prøvet at miste passet i udlandet, og jeg er 100% sikker på, at massevis af danskere har prøvet at miste deres fly på grund af manglende eller forkert information fra de danske repræsentationer i udlandet. Jeg sender en kopi at dette indlæg til Udenrigsministeriet og til Generalkonsulatet i Lima, men når jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at det hjælper en pind, og i fremtiden vil der med garanti også være danskere, der mister deres fly, udelukkende på grund af inkompetence og ligegyldighed i Udenrigsministeriet og på de danske repræsentationer i udlandet.

Jeg brugte denne naestsidste dag paa, sammen med Sandra, at ta ind til centrum af Lima og drysse lidt rundt. Det var en fin varm sommerdag, men centrum er nu ikke noget specielt. Vi fulgte en rute der var vist i min danske guide og endte i "Chinatown" hvor vi spiste en sen frokost. Maden var udemaerket og billig, men eftersom ingen af synes at centrum er noget saerligt tog vi tilbage til Miraflores efter maden.

Her har jeg koebt en bog af John Grisham paa spansk, saa jeg har lidt at laese i paa vejen hjem i morgen. Desuden regner jeg med at koebe nogle film paa spansk, hvis de ikke er for dyre. Jeg skal forst flyve klokken 7 i morgen aften, men eftersom jeg foerst skal forbi immigtrationskontoret, der ligger i lufthavnen, tar jeg allerede derudaf ved 2-tiden i morgen eftermiddag. Jeg vil meget noedigt stoede ind i et problem, saa jeg misser mit fly, for billetten koster naesten 6.000 kr. Af uransagelige aarsager kostende billetten herned kun 3.000 kr. Det er muligt at jeg laegger lidt billeder ind paa de sider der er skrevet, hvis ellers jeg ikke naar at miste min telefon inden jeg naar til Danmark.

Om lidt tar Sandra og jeg om paa Frinds Home hvor jeg vil lave mit sidste maaltid her. Sandra mener ogsaa at jeg burde aabne en restaurant her, men selv om jeg elsker at lave mad, orker jeg ikke at staa i et koekken 8 timer om dagen. Maden er jo ganske god her, men det bliver meget det samme, hvis ikke man har raad til at gaa paa de dyre restauranter. Det er det samme i Danmark. Dansk mad er jo ikke Noma-mad men kartofler, brun sovs, diverse udgaver af svinekoed og i weekenden en kylling eller hakkeboef.

Jeg kommer nok tilbage hertil engang, for at se det jeg ikke fik set denne gang, og for at opleve bjergene uden skyer, saa det bliver naar det er sommer i Danmark. Det bliver ikke naer saa lang tid, og det er heller ikke noedvendigt, nu hvor jeg snakker nogenlunde spansk, selv om det ikke er flydende endnu.

Det var rigtig hyggeligt i gaar paa Friends Home. Der blev lavet grillmad paa tagterassen om eftermiddagen og heldigvis var der ikke saa mange turister. Der var Cesar, hans mor og to soestre, en australier, en amerikaner, en argentiner, en brasilaner og tre chilenere. Senere kom der ogsaa en tysk pige og en af Cesars venner , og naturligvis mig. Dvs. egentlig ikke naturligvis mig, for normalt holder jeg mig fra festerne fordi alle taler flydende spansk, eller i hvert fald bedre end mig, og naar alle taler i munden paa hinanden er det svaert for mig at forstaa hvad folk siger.

I gaar var jeg saa med fordi Cesar havde spurgt mig, og mit spanske er efterhaanden blevet saa godt, at det gik nogenlunde med at foelge med i hvad der blev sagt.

Jeg snakkede lidt med Cesars mor Auris som er en aeldre dame paa 87 aar. Hovedet fejler ikke nu ikke noget for vi snakkede mest om okonomi, og det var hende der ind paa emnet. Hun sagde at selv om der var mange fattige i Peru saa var det endnu vaerre i Argentina, og hun mente naermest at den argentinske okonomi ville krakke. Det vil den maaske ogsaa, for det gaar vist ikke specielt godt i Argentina.
Ud over det med Argentina snakkede hun lidt om den stigende ulighed i verden og naevnte USA som et eksempel. Jeg kunne ikke forstaa alt hvad hun sagde, fordi hun snakkede ret lavt, og der var meget larm, men jeg maa indroemme at hun vidste mere om, hvad der foregik ude i verden, end jeg havde forventet af en 87aarig peruviansk kvinde.

Sidst paa eftermiddaggen klarede det op og solen viste sig for foerste gang i en uges tid. I dag har himlen vaeret blaa fra morgenstunden, og ifoelge wunderground.com er der 25 grader i Miraflores lige nu og det er jo dejligt. I det hele taget vil jeg sige at rygterne om Limas daarlige klima er staerkt overdrevne. Faktisk er her et fantastisk godt vejr en meget stor del af aaret. Aldrig for varmt og sjaeldent for koldt. Derfor er der hverken opvarmning eller aircondition i husene, faktisk er der ikke engang vifter. Dvs. det er der her paa denne internetcafé, men jeg har vist kun set dem taendt en enkelt gang. Jeg ved godt at mange mennesker gerne vil ha det endnu varmere, men det vil de med garanti ogsaa kun saa laenge, der er stroem til aircondition eller vifter.

Sandra besoegte mig i loerdags, selv om jeg foerst havde foreslaaet at jeg ville besoege hende paa arbejdet. Jeg havde taenkt mig at drysse lidt rundt i Villa Salvador og kigge paa denne fattige bydel, hvor hun har boet det meste af sit liv. Desvaerre mente baade Sandra og Cesar at det ville vaere alt for farligt for mig at gaa rundt i Villa Salvador, selv ved hoejlys dag. Sandra sagde at kun i Parque Industrial kunne jeg gaa rundt uden risiko for at blive overfaldet af kriminelle. Saa jeg opgav at ta derned og Sandra besoegte mig i stedet for.
Sandra siger at hun altid tar direkte hjem fra arbejde og er hjemme ved 8-tiden. Naar hun er hjemme lukker og laaser hun sin doer, og saa gaar hun ikke mere ud, for det er for farligt. Hun siger, at hun ikke er saa bange for at blive overfaldet, fordi hun har det sorte baelte i karate, men det sorte baelte hjaelper jo ikke ret meget mod en kugle eller en kniv, saa jeg har flere gange betalt en taxa for hende, hvis det er blevet lidt sent, saa hun kan blive koert direkte til sin doer.

Sandra i den lille moebelfabrik/forretning hvor hun arbejder.

Sandra er egentlig uddannet til aeldrepleje men hun siger at loennen er daarlig og at det som oftest kun er muligt at faa et deltidsjob. Hendes soester arbejder i Israel og har skaffet Sandra et job, hvor hun skal arbejde med aeldreleje. Sandra er ved at faa papierne i orden og hvis alt gaar vel skal hun til Israel og arbejde om en maaneds tid. Jeg haaber det bedste paa hendes vegne, for det maa vaere et helvede at bo i Villa Salvador, naar man ikke engang kan gaa en aftentur.

En hilsen herfra til min mor, her paa mors dag. Her i Peru har mors dag naesten samme status som juleaften i Danmark og alle tar hjem for at besoege deres mor. Dvs. her paa Friends Home er det Cesars mor som kommer paa besoeg og om lidt spiser vi alle grillmad.

Kun en trediedel i Peru koeber kun en enkelt gave paa mors dag. Resten koeber to eller flere, til konen, soesteren og moren, gaetter jeg paa, og der er stort set ingen som slet ikke koeber en gave.

Jeg har saa koebt noget chocolade til Sandra, og ogsaa til Cesars mor, men det ser ikke ud til at de andre har givet hende en gave, saa derfor har jeg heller ikke endnu.

Sandra besogte mig i gaar og vi tog ud for at kigge paa lidt fortidslevn. Stedet hedder Huaca Pucllana og ligger i Miraflores. Det er et gammelt tempelomraade og er over 1000 aar gammelt. Det bestaar af en meget stor aflang pyramide og derudover forskellige ceremorielle steder, hvor de bla. har ofret unge kvinder til guderne. Omraadet er ret stort og det hele er lavet af ubraendte lersten. En del er restaureret men umiddelbart er det ud som om at hovedparten er de oprindelige sten. Her regner jo meget, meget lidt, saa de ubraendte lersten har kunnet overleve de mange aarhundreder.

Nu er vinteren vist begyndt her. Da vi var i Barranco for en uge siden spurgte jeg Sandra om dette her var efteraaret, men hun mente at efteraaret var overstaaet og vinteren begyndt. Da det en times tid senere klarede op og solen kom frem blev der jo 25 grader varmt og Sandra kunne ikke helt finde ud af om det var sommer, efteraar eller vinter. Heldigvis er det lang tid siden der har vaeret taage, men de sidste 4-5 dage har solen slet ikke vist sig, saa maaske er vinteren begyndt. Eftersom der stadig er over 20 grader varmt, er det til at holde ud.

Der sker ikke saa meget her, men da Sandra sidst var her inviterede jeg hende paa en oel i Barranco, der er den bydel der ligger syd for Miraflores. Jeg var nogle dage i forvejen gaaet langs toppen af skraenten sydpaa og var stoedt paa en lille hyggelig kloeft, hvor alle husene var restauranter. Der var rigtig hyggeligt, og stedet var ogsaa naevnt i guiden, men der stod kun at der laa Sukkenes Bro, og at der gik en sti ud til kysten som mange forlovede besoegte.

Saa vi gik langs stranden derhen og fik en oel, og gik derefter lidt rundt og kiggede lidt paa omraadet. Da vi kom til traebroen der krydser kloeften, spurgte Sandra om det var Sukkenes Bro, og da jeg svarede bekraeftende gik hun ud paa broen og sukkede dybt. Jeg gik ogsaa ud paa broen broen mens jeg sukkede dybt.

Omraadet er rigtig hyggeligt og jeg tror at hvis jeg en anden gang kommer til Lima vil jeg finde et hotel der. Priserne er formodentlig ogsaa langt lavere end i Miraflores, men til gengaeld er der selvfoelgelig ikke den samme sikkerhed. Da vi gik op ad en trappe og to knaegte gik forbi, sagde Sandra at det helt sikkert var kriminelle.

Iovrigt har jeg maaske fundet et sted at bo naar jeg kommer tilbage til Danmark. Det er et par i 50erne der har skrevet til mig om et vaerelse paa 16m2, men eftersom jeg naesten ikke har nogen moebler, er det fint nok for mig. Det ligger i Birkeroed og meget taet paa skoven og der er mindre end 7 km til mit arbejde. Det betyder at jeg kan cykle paa arbejde paa 20-25 minutter uden at overanstrenge mig, saa det er glimrende. 3500 kr om maaneden i husleje, saa det burde vaere muligt for mig rimelig hurtigt at faa penge paa kontoen igen. Sandra kommer paa besoeg om lidt, men jeg ringer i morgen aften for at hoere naermere.

Omsider skete der noget paa Friends Home. Ganske vist ikke til den positive side, men saa har jeg lidt at skrive om.

Der var ballade i gaar, og jeg var skyld i balladen, eller rettere min humus. Jeg havde lavet en humus og om aftenen blev Vanessa ved med at beklage sig over at hun var sulten, men hun gad ikke gaa ud for at spise. Jeg fortalte at jeg havde lavet humus og spurgte om hun kunne taenke sig et par humusmadder. Det kunne hun godt, og jeg lavede saa to, der bestod af groft franskbroed, humus, tomater, foraarsloeg og frisk koriander. Da hun havde spist den ene gik hun lidt ud paa tagterrassen hvor Cesar og to franskmaend, Benjamin og Pascal sad. Kort efter kom hun ind igen og saa begyndte balladen.

Cesar og de to franskmaend skaendtes vildt og Pascal endte med at gaa for derefter at komme tilbage og true Cesar, hvilket fik Cesar til at true med politiet og derefter forlod Pascal hotellet i vrede. Hvad der egentlig skete, ligger lidt hen i det uvisse, for der foreligger to vidt forekellige beretninger.

Ifoelge Cesar havde Benjamin gramset paa Vanessa (de har vaeret lidt sammen) og Cesar havde saa bedt Benjamin om at lade vaere, fordi der var boern paa hotellet og fordi folk kunne se det ude fra gaden. Benjamin havde saa svaret, at det kunne da vaere ligegyldigt og de var saa kommet op at skaendes, hvorefter Benjamin og Pascal havde sagt at de ville forlade hotellet den naeste dag. Cesar havde saa sagt at de kunne forlade hotellet med det samme.

Ifoelge Vanessa var Vanessa gaet ud til dem og havde fortalt at jeg havde lavet et par humusmadder til hende og Benjamin havde svaret at saadan nogle ville han da ogsaa gerne ha, hvorefter han havde omfavnet Vanessa og givet hende et knus. Det blev Cesar saa rasende over, at han greb fat i toejet paa Benjamin og skaeldte ham ud, hvorefter de kom op at skaendes.

Uanset hvilken version der er den rigtige, saa blev Benjamin paa terrassen og efter lidt tid blev han og Cesar venner igen. Efter at ha koelet af et kvarters tid uden for hotellet, kom Pascal tilbage og der herskede igen fred og idyl paa Friends Home. Og alt den ballade paa grund af min humus.

2. juni begynder jeg at arbejde igen. Det er tiltraengt for min rejse bliver langt dyrere end forventet. Jeg havde regnet med 45.000 kr. men umiddelbart ser det ud til at det loeber op i 60.000 kr. Baade i Peru og Bolivia har folk fortalt mig at her er blevet vaesentlig dyrere de sidste faa aar, saa det er en del af grunden til at jeg har brugt saa meget mere end forventet.

Det goer ikke saa meget at jeg skal arbejde igen. Naar jeg begynder igen, har jeg holdt 8 maaneders ferie og det er egentlig rigeligt. Jeg glaeder mig vildt meget til at cykle paa Nordsjaelland og i Kobenhavn og til at loebe lange ture i skoven. Det eneste problem er at jeg skal starte helt forfra med loebetraeningen, men det er der ikke noget at goere ved.

Jeg har faaet en mail fra Henrik, min tidligere chef, om at jeg kan vende tilbage til jobbet i Hoersholm, fordi deres nye medarbejder er vendt tilbage til sit fagomraade. Jeg har svaret at det vil jeg gerne, for jeg er ret flad naar jeg kommer tilbage, og jobbet er jo godt nok.
Om det saa bliver 6,5 aar mere er nok tvivlsomt, men det havde jeg jo heller ikke regnet med da jeg blev ansat i 2007. Desuden kan jeg vende tilbage til Helsingoer. Jeg elsker at bo der. Saa nu vil jeg begynde at undersoege om der er en passende bolig til leje i Helsingoer. Jeg er jo noedt til at vaere ret hurtig med at finde en bolig, for jeg regner med at starte i begyndelsen af juni.

Der er stadig fint sommervejr her, men jeg keder mig en del. Jeg burde tage nogle dage til Huaraz, men det er med garanti en natbus og jeg orker det ikke. Som regel faar jeg ikke sovet og er totalt smadret den naeste dag.

Tre uger tilbage og saa er min rejse hernede slut. I lang tid har jeg saa godt nok ikke rejst og jeg tror heller ikke jeg gider rejse de sidste tre uger. Lidt kedeligt er her, men det gaar. De sidste par dage er jeg ogsaa begyndt at lave min egen mad fordi jeg er blevt traet af restaurantmaden. Den smager saadan set ok, men de bruger ikke mange groensager i Peru, og formodentlig heller ikke i resten af Latinamerika, saa nu laver jeg selv min mad. Desuden bruger de heller ikke mange krydderier, men de er meget gode til at faa en god smag ud af de faa krydderier de bruger.

Der er egentlig ikke rigtig nogen penge for mig at spare ved at lave min egen mad. Supermarkedet i Miraflores er hamrende dyrt og mange madvarer er dyrerere end i Danmark. Stort set alt paa daase koster det samme i soles her, som det koster i kr. i Danmark, altsaa det dobbelte. En daase flaaede tomater koster f.eks. mere end 5 soles og 2,5 dl creme fraice koster 10 soles, for at give nogle af de vaerste eksempler. Til gengaeld koster friske groensager og fisk kun det halve af det, det koster i Danmark. For at faa tingene lidt billigere kan jeg gaa til et marked der ligger ca. en halv times gang fra mit hotel. Ved siden af markedet ligger en stor restaurant hvor en menu koster 5 soles, og saa billigt kan jeg daarlig nok selv lave maden. Til gengaeld kan jeg faa mange flere groensager. Jeg kan kun troeste mig med at jeg ikke er taget til Argentina. Ifoelge rygerne koster et kilo tomater mere end et kilo koed i Argentina, fordi naesten ikke spiser groensager. Bortset fra at en tomat saadan set er en frugt, men det er en anden sag.

Jeg har koebt de mest noedvendige toerrede krydderier og de er hamrende dyre her. I supermarkedet koster en lille smule sroedt sort peber 2,5 soles mens en boette koster mere end 8 soles. Selv paa markedet er de dyre, og i hvert fald dyrere end i en indvandrerforretning i Danmark, hvor jeg normalt koeber dem. Friske groenne krydderurter er til gengaeld billige og et bundt basilikum koster 1 sol.

Det varme sommervejr er vendt tilbage. Jeg troede ellers at det var forsvundet for foerst at vende tilbage om et halvt aar, men i gaar eftermiddags naaede temparaturen op paa i hvert fald 25 grader, selv nede ved stranden, og det tror jeg ogsaa den goer i dag. Der har ellers vaeret  en del dage hvor solen ikke har vist sig ret meget, og endda dage hvor den kolde klamme taage har ligget over Miraflores hele dagen. Ifoelge de lokale er der fire maaneder om aaret, hvor der uafbrudt er en kold klam taage, men forhaabentlig venter den indtil jeg er taget afsted.

Mit spanske er stadig lidt haltende naar jeg selv skal snakke, hvilket selvfoelgelig skyldes at jeg ikke snakker ret meget spansk, men mit ordforraad er ved at blive ganske godt. Paa Discovery, National Geography, Animal Planet og History Channal kan jeg forstaa stort set det hele. Det er saa bare irriterende at Discovery handler om maskiner og isaer biler, National Geography om folk der leder efter gammelt ubrugeligt skrammel, Animal Planet om folks kaeledyr og History Channal om Anden Verdenskrig. Lidt overdrevet, men der er godt nok mange udsendelser om netop de emner.

Efterhaaanden er jeg ogsaa ved at kunne forstaa hvad baade Homer, Bart og Marge siger, dog ikke det hele, og det er ikke sikkert at jeg kommer op paa Lisa niveau inden jeg skal hjem.

Hjemkomsten til Danmark bliver som planlagt. Jeg kunne foerst komme hjem den 7. maj hvis billetten skulle koste det samme som den jeg har, og ellers ville det blive en dyr billet. Da jeg alligevel skulle betale 1000 kr. for at aendre billetten opgav jeg det. Saa der er ikke mange penge tilbage paa kontoen naar jeg kommer hjem, men det vidste jeg allerede i midten af januar. Man kan sagtens rejse rundt hernede for det halve af hvad jeg har brugt, hvis man kan finde sig i at bo paa en sovesal og spise paa de billigste restauranter, og det gider jeg ikke.

Der kommer nok ikke saa meget mere paa denne blog. Allerede da jeg mistede mit kamera mistede jeg lysten til at skrive om min rejse, saa det har mest vaeret for at holde, isaer min famile orienteret om, hvordan det gaar mig, at jeg har skrevet.

Et stort tillykke til min mor her fra de sydlige egne. Da min mail aabenbart bliver sorteret fra som junkmail, kommer min hilsen derfor paa denne blog. Det kan saa godt vare at jeg vi snart ses.

Da det har vist sig at jeg skal betale penge tilbage i skat vil jeg proeve at faa aendret min billet saa jeg kan komme hjem noget tidligere. Jeg bruger ca. 8000 kr om maaneden hernede og saa mange penge bruger jeg i hvert fald ikke i Danmark. Det er absolut en streg i regningen at jeg ligefrem skal betale restskat, jeg fatter det ikke, men det skal nok passe.

Det gaer ikke saa meget at jeg skal tidligere hjem. Jeg hygger mig ganske vist ganske godt her i Miraflores, men vejret er ved at vaere rigtig godt i Danmark og det er foraar.

Saa slap jeg vaek fra helvedeshullet Mancora. Jeg var godt nok blevet advaret om at man skulle holde sig paa i store veje i Mancora om aftenen og natten, men det var ikke nok.

Jeg var egentlig holdt helt op med at drikke oel, men da jeg nu var i en rigtig ferieby, syntes jeg alligevel jeg ville drikke nogle. Om natten hvor jeg staar og smaasnakker lidt paa hovedgaden, med et par af de lokale smaaforbrydere, ville jeg gerne gi en oel. Der var en forretning der var aaben, saa jeg koeber tre oel, og har kun en 100S seddel (altsaa 100 soles). Der er to i forretningen, en ung og en aeldre kvinde og jeg giver den til den unge kvinde. Men jeg faar ingen penge tilbage. Det brokker jeg mig selvfoelgelig over, men istedet proever den aeldre kvinde at skyde et gitter for, for at lukke for butikken. Det proever jeg selvfoelgelig at forhindre, men de to smaakriminelle og en motortaxachauffoer, tar fat i mig og hiver og slider i mig saa de kan lukke gitteret og beholde de ca. 85 soles jeg skulle ha tilbage. Til sidst lykkes det dem at hive mig vaek fra gitteret saa de kan lukke det, og vi alle fire ender med at ligge og rode rundt paa jorden. En meget ung kommunal sikkerhedsvakt kommer hen til os og goer absolut ingenting. Formodentlig er det hans venner jeg ligger og roder rundt med. Under tomulten lykkes det dem ogsaa at stjaele en anden 100S seddel jeg havde i lommen. Da jeg omsider kommer op at staa igen, sparker jeg en hel del til gitteret, og til sidst giver hende den aeldre dame mig en 20S seddel og de andre siger at nu har jeg faaet mine penge. Eftersom en oel koster ca. 5 soles, mener jeg selvfoelgelig ikke at det er tilfaeldet, og kroeller den sammen, og smider den paa jorden. 20S fra eller til er ligegyldigt.

Den naeste dag moeder jeg en amerikaner, Donald, fra Californien der har boet i Mancora i 4 aar, og han mener at det er et "hell hole". Det er saa fordi at han har en kvinde i Mancora at han bor der. Han ser mine saar paa haenderne og spoerger om jeg har vaeret oppe at slaas. Jeg fortaeller hvad der er sket, og han viser tilsvarende saar paa haanden, og fortaeller at han blev overfaldet af fire unge fyre paa gaden. Han forsvarer sig med en knust flaske, og saarer en 17 knaegt saa meget at han maa paa hospitalet, men det er Donald der kommer til at betale regningen, fordi moderen siger at hun ikke har raad, og unge under 18 aar bliver ikke betragtet som forbrydere, uanset hvad de goer. Det er vist kun 118 soles Donald kommer til at betale, men det er grotesk, at de fire overfaldsmaend, slipper helt uden straf. Med den roevermentalitet befolkningen i Mancora, faar drengene sikkert ros af foraeldrene, naar det lykkes dem at roeve turisterne.

Donald mente Mancora var det vaerste sted i Peru, faktisk i hele Latinamerika, men jeg er nu ret sikker paa at Villa Salvador, hvor jeg var nede og besoege Sandra paa hendes arbejde, er et vaerre sted. Selv kl. 8 eller 9 om aftenen, mente Sandra at det var for farligt at gaa paa gaden. Flere peruanere har sagt til mig at der findes folk i Peru der vil draebe for en mobiltelefon, eller et par hundrede soles. Eftersom man kan hyre en lejemorder for helt ned til 500 soles, skal det nok passe. Der er kun en positiv ting at sige om kriminaliteten i Peru, og det er at det er relativt faa kriminelle, der gaar med skydevaaben, sammenlignet med de fleste andre lande i Latinamerika. Det siger saa heller ikke saa meget, eftersom kriminaliteten er taarnhoej i hele Latinamerika.

Mancora er godt nok en roeverrede uden lige. Det er absolut ikke et sted jeg kan anbefale, men efterhaanden er jeg blevet overbevist om at, det eneste jeg kan anbefale, er at holde sig vaek fra Latinamerika. Der er selvfoelgelig kriminalitet alle steder i verden, men for meget i Latinamerika efter min mening. Jeg tar til Miraflores i aften og er der i morgen eftermiddag. Saa i morgen vil jeg komme med en lidt naermere beskrivelse af Mancora.

Det ser måske fint nok ud men vandet er en lille sø mellem hovedgaden og stranden i Mancora og det er stærkt forurenet og stinker.

Jeg er taget paa en lille udflugt til Mancora, der er en bade- og surfby i det nordlige Peru. Byen ligger taet paa graensen til Ecuador og er ret lille men fyldt med restauranter og hoteller. Baade undelandske og nationale turister kommer her, og bla. jetsettet i Peru.

Det var en pige paa hotellet som overtalte mig til at ta herop. Hun hedder Vanessa og kom paa Friends Home kort tid efter at jeg var ankommet. Hun er vaeret vaek en stor del af tiden, bla. fordi hun var i Mancora med sin kaereste. De har vaeret kaerester i 5 aar, men han er fra Schweiz,  og for et par uger siden tog han tilbage til Schweiz. Efterhaanden er Vanessa og jeg blevet rigtig gode venner, og hun syntes jeg burde ta en tur til Mancora. Hun sagde at der var masser af unge piger i minimale bikinier og mente at det ville vaere lige noget for mig. Saa jeg har forladt mine to smukke veninder i Lima og er taget herop for at studere tingene ved selvsyn.

Vanessa

Jeg er foerst lige ankommet og har ikke vaeret nede ved stranden endnu, men selve byen er ikke saerlig interessant. Den er ikke saerlig paen og virker ret fattig. Baade Vanessa, og ejeren af hotellet hvor jeg har indlogeret mig, har advaret mig om at faerdes paa de smaa veje efter at det er blevet moerkt, det er for farligt.

Det var en lang tur herop, naesten 20 timer, og det er et helvede for mig fordi jeg ikke kan straekke benene ordentlig. Jeg har tidligere skrevet om Cruz del Sur, men jeg er gaaet over til at bruge Oltursa fordi saederne er konstrueret lidt anderledes saa det giver en smule mere benplads. Samtidig vaelger jeg et saede ved gangen saa jeg kan straekke benene ud paa gangen, hvis ikke jeg kan faa et saede allerforest hvor jeg kan straekke benene op i vinduet. Oltursaa er ogsaa en smule billigere og maden bedre, selv om det er lidt svaert at lave statistik, eftersom jeg kun har koert to gange med Cruz del Sur og fire gange med Oltursa. Det kostede 117,50 soles for en enkeltbillet herop og det er jo ret billigt. Vanessa siger at man kan flyve naesten lige saa billigt, men jeg foretraekker at bevaege mig paa landjorden naar jeg rejser. Det er ikke fordi jeg er bange for at flyve, men jeg kan godt lide at se landskabet forandre sig undervejs.

Bag facaden i Mancora ligger denne stinkende pøl.

Mancora "City"

Den lille hytte på hotellet jeg boede i.

Selvfølgelig var der et soppebassin på hotellet, som de formodentlig har kaldt en pool.

Landskabet er stadig meget toert, men heroppe er der lidt buske og smaa traer, og lidt vissent graes. Klimaet er fint her. Varmt og solrigt aaret rundt, men der er ogsaa kun nogle hundrede kilometer til aekvator.