Det var rigtig hyggeligt i gaar paa Friends Home. Der blev lavet grillmad paa tagterassen om eftermiddagen og heldigvis var der ikke saa mange turister. Der var Cesar, hans mor og to soestre, en australier, en amerikaner, en argentiner, en brasilaner og tre chilenere. Senere kom der ogsaa en tysk pige og en af Cesars venner , og naturligvis mig. Dvs. egentlig ikke naturligvis mig, for normalt holder jeg mig fra festerne fordi alle taler flydende spansk, eller i hvert fald bedre end mig, og naar alle taler i munden paa hinanden er det svaert for mig at forstaa hvad folk siger.

I gaar var jeg saa med fordi Cesar havde spurgt mig, og mit spanske er efterhaanden blevet saa godt, at det gik nogenlunde med at foelge med i hvad der blev sagt.

Jeg snakkede lidt med Cesars mor Auris som er en aeldre dame paa 87 aar. Hovedet fejler ikke nu ikke noget for vi snakkede mest om okonomi, og det var hende der ind paa emnet. Hun sagde at selv om der var mange fattige i Peru saa var det endnu vaerre i Argentina, og hun mente naermest at den argentinske okonomi ville krakke. Det vil den maaske ogsaa, for det gaar vist ikke specielt godt i Argentina.
Ud over det med Argentina snakkede hun lidt om den stigende ulighed i verden og naevnte USA som et eksempel. Jeg kunne ikke forstaa alt hvad hun sagde, fordi hun snakkede ret lavt, og der var meget larm, men jeg maa indroemme at hun vidste mere om, hvad der foregik ude i verden, end jeg havde forventet af en 87aarig peruviansk kvinde.

Sidst paa eftermiddaggen klarede det op og solen viste sig for foerste gang i en uges tid. I dag har himlen vaeret blaa fra morgenstunden, og ifoelge wunderground.com er der 25 grader i Miraflores lige nu og det er jo dejligt. I det hele taget vil jeg sige at rygterne om Limas daarlige klima er staerkt overdrevne. Faktisk er her et fantastisk godt vejr en meget stor del af aaret. Aldrig for varmt og sjaeldent for koldt. Derfor er der hverken opvarmning eller aircondition i husene, faktisk er der ikke engang vifter. Dvs. det er der her paa denne internetcafé, men jeg har vist kun set dem taendt en enkelt gang. Jeg ved godt at mange mennesker gerne vil ha det endnu varmere, men det vil de med garanti ogsaa kun saa laenge, der er stroem til aircondition eller vifter.

Sandra besoegte mig i loerdags, selv om jeg foerst havde foreslaaet at jeg ville besoege hende paa arbejdet. Jeg havde taenkt mig at drysse lidt rundt i Villa Salvador og kigge paa denne fattige bydel, hvor hun har boet det meste af sit liv. Desvaerre mente baade Sandra og Cesar at det ville vaere alt for farligt for mig at gaa rundt i Villa Salvador, selv ved hoejlys dag. Sandra sagde at kun i Parque Industrial kunne jeg gaa rundt uden risiko for at blive overfaldet af kriminelle. Saa jeg opgav at ta derned og Sandra besoegte mig i stedet for.
Sandra siger at hun altid tar direkte hjem fra arbejde og er hjemme ved 8-tiden. Naar hun er hjemme lukker og laaser hun sin doer, og saa gaar hun ikke mere ud, for det er for farligt. Hun siger, at hun ikke er saa bange for at blive overfaldet, fordi hun har det sorte baelte i karate, men det sorte baelte hjaelper jo ikke ret meget mod en kugle eller en kniv, saa jeg har flere gange betalt en taxa for hende, hvis det er blevet lidt sent, saa hun kan blive koert direkte til sin doer.

Sandra i den lille moebelfabrik/forretning hvor hun arbejder.

Sandra er egentlig uddannet til aeldrepleje men hun siger at loennen er daarlig og at det som oftest kun er muligt at faa et deltidsjob. Hendes soester arbejder i Israel og har skaffet Sandra et job, hvor hun skal arbejde med aeldreleje. Sandra er ved at faa papierne i orden og hvis alt gaar vel skal hun til Israel og arbejde om en maaneds tid. Jeg haaber det bedste paa hendes vegne, for det maa vaere et helvede at bo i Villa Salvador, naar man ikke engang kan gaa en aftentur.