Det blev lige med nød og næppe jeg slap ud af Peru. Jeg skrev den 11. marts: "Sandra havde fri i gaar og kom paa besoeg. Sammen tog vi om og hentede mit provisoriske pas, og som forventet fortalte de at jeg skulle have et stempel fra immigrationsmyndighederne. Heldigvis kan det lade sig goere i lufthavnen, samme dag som jeg tar hjem, saa det behoever jeg ikke spekulere mere paa."

Sandra var taget med mig ud til lufthavnen for at ta afsked, og jeg var taget afsted i meget god tid, for jeg tænkte at det måske ville ta længere tid tid at få et stempel end jeg regnede med. Cesar havde ment at bare jeg var der to en halv time før flyafgang kunne jeg sagtens nå det, men jeg tænkte at hvis de nu havde en eller anden sindsyg ide om at jeg skulle ind til centrum for at få mit stempel ville det være bedst hvis jeg var i lufthavnen i meget god tid, så vi var i lufthavnen kl. 3 om eftermiddagen og mit fly gik kl. 7 så jeg havde 4 timer. Heldigvis, for det viste sig at de havde en sindsyg ide om at jeg skulle ind til centrum for at få et stempel i mit pas, på trods af konsulatets påstand om, at det kunne jeg få i lufthavnen.

Manden på immigrationskontoret kunne godt se på sin computer, at jeg var indrejst til Peru den 9. februar fra Chile, men forklarede at jeg skulle ind til centrum for at få mit stempel, og på en forespørgsel fra Sandra om hvornår kontoret lukkede, forklarede han at det gjorde de kl. 1 og jeg skulle få mit stempel den næste dag og udsætte min rejse med en dag. Jeg forklarede at jeg ikke bare kunne udsætte min rejse med en dag, og hvis jeg ikke fløj i dag, fløj jeg slet ikke. Sandra tiggede og bad ham om at give mig et stempel i passet, men han var ubøjelig. Det var Sandra der førte ordet, og han gav hende to telefonnumre og vi for ud for at finde en telefon at ringe fra, fordi Sandras telefon ikke virkede. Ingen tog telefonen og vi gik tilbage til immigrationskontoret, for at se om vi kunne få et stempel i mit pas. Han ringede så selv til nogle telefonnumre, og omsider var der en der tog telefonen. Desværre var beskeden den samme, at jeg skulle ind til immigrationskontoret for at få mit stempel. 
Klokken var blevet halv fire og vi besluttede at ta ind til centrum for at se om vi kunne få et stempel, selv om kontore var lukket. Vi fandt en taxa og han kørte ret hasarderet for at nå derind så hurtigt som muligt. En lignende kørsel i Danmark ville med garanti ha medført en koncert af bilhorn, men åbenbart accepterede de andre bilister at han havde travlt, og vi var derinde kl.4. Komplekset lukkede kl. 4 men Sandra fik overtalt vagterne til at lukke os ind, så vi kunne snakke med dem i informationen, der netop var ved at lukke. Sandra tiggede og bad om ikke jeg kunne få et stempel i mit pas, og de fik så mit pas, en kopi at det gamle pas, rapporten fra politiet i Miraflores, en rapport fra det danske konsulat og min flybillet.

Efter lidt tid kom de tilbage med alle mine ting og fortalte at jeg skulle til Banco Nación for at betale en stempelafgift. Der ligger en afdeling af Banco Nación i komplekset, men det viste sig at den var lukket kl. 4. Så vi for ud til den ventende taxa for at finde en afdeling af Banco Nación der stadig havde åbent. Der lå en ca. en kilometer væk som først lukkede kl. halv fem så vi korte derhen og jeg fik betalt min stempelafgift på 12,5 soles. Tilbage til komplekset hvor en fra informationen fortalte at jeg skulle følge med ham ovenpå, til det ellers lukkede kontor. Heldigvis var der stadig folk deroppe og og jeg ventede udenfor kontoret mens han fik overtalt dem til at give mig et stempel i mit pas. Efter lidt ventetid kom han tilbage med mit pas og sagde at jeg godt kunne ta ud til lufthavnen. Klokken var blevet kvart i fem og vi for ud til den ventende taxa. Han kørte ret hasarderet ud til lufthavnen og på vejen derud begyndte jeg at få håb om at jeg nok skulle nå mit fly. Man skal jo være i lufthavnen to timer før afgang, men det er jo ikke sådan at de lukker for indcheckning to timer før afgang. Vi var derude kvart over fem og jeg fik min bagage tjekket ind.

Jeg ville gerne ha brugt lidt tid sammen med Sandra og ha spist sammen med hende inden jeg tog afsted, men på tavlen over afgang stod der "llamada" atså "kalder" og jeg tænkte at jeg hellere måtte ta afsted fordi det ikke var godt at vide hvor lang tid det ville ta i paskontrollen. Så jeg forlod en grådkvalt Sandra, og gik gennem sikkerhedskontrollen.

Det viste sig at det tog en evighed at komme igennem paskontrollen. En af medarbejderne kunne godt mærke på mig at jeg var stresset og spurgte om hvor jeg var fra. Jeg forklarede at jeg var fra Danmark og fortalte kort om turen ind til centrum for at få et stempel i mit pas. Han spurgte hvornår mit fly gik og jeg sagde at det gik kl. 7. Så sagde han at de nok skulle hjælpe mig med at nå mit fly. Jeg tvivlede på det tidspunkt ikke på ikke på, at jeg ikke skulle komme med, men jeg var stadig stresset over det tidligere forløb.

Efter en evighed i paskontrollen fik jeg omsider lov til at gå ind i afgangshallen og der var på det tidspunkt mindre end en time til mit fly lettede. Så jeg gik derhen med det samme og allerede et kvarters tid senere begyndte de at boarde.

Jeg må sige, at jeg stadig er rasende over den inkompetence på det danske generalkonsulat i Lima som var meget, meget tæt på at koste mig en formue, og et ukendt antal ekstra dage i Lima. I hvert fald er jeg 100% sikker på, at hvis jeg havde mistet mit fly og havde været nødt til at købe en ny flybillet, så havde jeg aldrig fået mine penge igen fra Udenrigsministeriet. Jeg havde intet på skrift og de ville med garanti hævde, at jeg havde misforstået noget, eller på anden måde prøve at lægge skylden over på mig. Jeg fatter ikke, at Udenrigsministeriet ikke har udarbejdet retningslinjer for hvad de danske repræsentationer skal gøre i tilfælde af at en dansk statsborger har mistet sit pas i udlandet. At det ikke er nok bare at udstede passet og så lade det være op til borgeren selv at finde ud af, om og hvor, han skal ha de nødvendige stempler. Det ville have været meget, meget nemt for mig, hvis jeg havde fået udlevet en seddel med navn og adresse på immigrationskontoret og helst et lille kort og selvfølgelig åbningstider. Selvfølgelig også en kort beskrivelse af processen med at betale en stempelafgift  på 12,5 soles i Banco Nación. Men nej, det er åbenbart for kompliceret for generalkonsulen.

Jeg er udmærket klar over at konsulens vigtigste opgave er at varetage danske og peruranske erhvervsinteresser, men jeg fatter ikke, at man er SÅ bedøvende ligeglad med den enkelte borger. Jeg er jo ikke den eneste der har prøvet at miste passet i udlandet, og jeg er 100% sikker på, at massevis af danskere har prøvet at miste deres fly på grund af manglende eller forkert information fra de danske repræsentationer i udlandet. Jeg sender en kopi at dette indlæg til Udenrigsministeriet og til Generalkonsulatet i Lima, men når jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at det hjælper en pind, og i fremtiden vil der med garanti også være danskere, der mister deres fly, udelukkende på grund af inkompetence og ligegyldighed i Udenrigsministeriet og på de danske repræsentationer i udlandet.