Det blev lige med nød og næppe jeg slap ud af Peru. Jeg skrev den 11. marts: "Sandra havde fri i gaar og kom paa besoeg. Sammen tog vi om og hentede mit provisoriske pas, og som forventet fortalte de at jeg skulle have et stempel fra immigrationsmyndighederne. Heldigvis kan det lade sig goere i lufthavnen, samme dag som jeg tar hjem, saa det behoever jeg ikke spekulere mere paa."

Sandra var taget med mig ud til lufthavnen for at ta afsked, og jeg var taget afsted i meget god tid, for jeg tænkte at det måske ville ta længere tid tid at få et stempel end jeg regnede med. Cesar havde ment at bare jeg var der to en halv time før flyafgang kunne jeg sagtens nå det, men jeg tænkte at hvis de nu havde en eller anden sindsyg ide om at jeg skulle ind til centrum for at få mit stempel ville det være bedst hvis jeg var i lufthavnen i meget god tid, så vi var i lufthavnen kl. 3 om eftermiddagen og mit fly gik kl. 7 så jeg havde 4 timer. Heldigvis, for det viste sig at de havde en sindsyg ide om at jeg skulle ind til centrum for at få et stempel i mit pas, på trods af konsulatets påstand om, at det kunne jeg få i lufthavnen.

Manden på immigrationskontoret kunne godt se på sin computer, at jeg var indrejst til Peru den 9. februar fra Chile, men forklarede at jeg skulle ind til centrum for at få mit stempel, og på en forespørgsel fra Sandra om hvornår kontoret lukkede, forklarede han at det gjorde de kl. 1 og jeg skulle få mit stempel den næste dag og udsætte min rejse med en dag. Jeg forklarede at jeg ikke bare kunne udsætte min rejse med en dag, og hvis jeg ikke fløj i dag, fløj jeg slet ikke. Sandra tiggede og bad ham om at give mig et stempel i passet, men han var ubøjelig. Det var Sandra der førte ordet, og han gav hende to telefonnumre og vi for ud for at finde en telefon at ringe fra, fordi Sandras telefon ikke virkede. Ingen tog telefonen og vi gik tilbage til immigrationskontoret, for at se om vi kunne få et stempel i mit pas. Han ringede så selv til nogle telefonnumre, og omsider var der en der tog telefonen. Desværre var beskeden den samme, at jeg skulle ind til immigrationskontoret for at få mit stempel. 
Klokken var blevet halv fire og vi besluttede at ta ind til centrum for at se om vi kunne få et stempel, selv om kontore var lukket. Vi fandt en taxa og han kørte ret hasarderet for at nå derind så hurtigt som muligt. En lignende kørsel i Danmark ville med garanti ha medført en koncert af bilhorn, men åbenbart accepterede de andre bilister at han havde travlt, og vi var derinde kl.4. Komplekset lukkede kl. 4 men Sandra fik overtalt vagterne til at lukke os ind, så vi kunne snakke med dem i informationen, der netop var ved at lukke. Sandra tiggede og bad om ikke jeg kunne få et stempel i mit pas, og de fik så mit pas, en kopi at det gamle pas, rapporten fra politiet i Miraflores, en rapport fra det danske konsulat og min flybillet.

Efter lidt tid kom de tilbage med alle mine ting og fortalte at jeg skulle til Banco Nación for at betale en stempelafgift. Der ligger en afdeling af Banco Nación i komplekset, men det viste sig at den var lukket kl. 4. Så vi for ud til den ventende taxa for at finde en afdeling af Banco Nación der stadig havde åbent. Der lå en ca. en kilometer væk som først lukkede kl. halv fem så vi korte derhen og jeg fik betalt min stempelafgift på 12,5 soles. Tilbage til komplekset hvor en fra informationen fortalte at jeg skulle følge med ham ovenpå, til det ellers lukkede kontor. Heldigvis var der stadig folk deroppe og og jeg ventede udenfor kontoret mens han fik overtalt dem til at give mig et stempel i mit pas. Efter lidt ventetid kom han tilbage med mit pas og sagde at jeg godt kunne ta ud til lufthavnen. Klokken var blevet kvart i fem og vi for ud til den ventende taxa. Han kørte ret hasarderet ud til lufthavnen og på vejen derud begyndte jeg at få håb om at jeg nok skulle nå mit fly. Man skal jo være i lufthavnen to timer før afgang, men det er jo ikke sådan at de lukker for indcheckning to timer før afgang. Vi var derude kvart over fem og jeg fik min bagage tjekket ind.

Jeg ville gerne ha brugt lidt tid sammen med Sandra og ha spist sammen med hende inden jeg tog afsted, men på tavlen over afgang stod der "llamada" atså "kalder" og jeg tænkte at jeg hellere måtte ta afsted fordi det ikke var godt at vide hvor lang tid det ville ta i paskontrollen. Så jeg forlod en grådkvalt Sandra, og gik gennem sikkerhedskontrollen.

Det viste sig at det tog en evighed at komme igennem paskontrollen. En af medarbejderne kunne godt mærke på mig at jeg var stresset og spurgte om hvor jeg var fra. Jeg forklarede at jeg var fra Danmark og fortalte kort om turen ind til centrum for at få et stempel i mit pas. Han spurgte hvornår mit fly gik og jeg sagde at det gik kl. 7. Så sagde han at de nok skulle hjælpe mig med at nå mit fly. Jeg tvivlede på det tidspunkt ikke på ikke på, at jeg ikke skulle komme med, men jeg var stadig stresset over det tidligere forløb.

Efter en evighed i paskontrollen fik jeg omsider lov til at gå ind i afgangshallen og der var på det tidspunkt mindre end en time til mit fly lettede. Så jeg gik derhen med det samme og allerede et kvarters tid senere begyndte de at boarde.

Jeg må sige, at jeg stadig er rasende over den inkompetence på det danske generalkonsulat i Lima som var meget, meget tæt på at koste mig en formue, og et ukendt antal ekstra dage i Lima. I hvert fald er jeg 100% sikker på, at hvis jeg havde mistet mit fly og havde været nødt til at købe en ny flybillet, så havde jeg aldrig fået mine penge igen fra Udenrigsministeriet. Jeg havde intet på skrift og de ville med garanti hævde, at jeg havde misforstået noget, eller på anden måde prøve at lægge skylden over på mig. Jeg fatter ikke, at Udenrigsministeriet ikke har udarbejdet retningslinjer for hvad de danske repræsentationer skal gøre i tilfælde af at en dansk statsborger har mistet sit pas i udlandet. At det ikke er nok bare at udstede passet og så lade det være op til borgeren selv at finde ud af, om og hvor, han skal ha de nødvendige stempler. Det ville have været meget, meget nemt for mig, hvis jeg havde fået udlevet en seddel med navn og adresse på immigrationskontoret og helst et lille kort og selvfølgelig åbningstider. Selvfølgelig også en kort beskrivelse af processen med at betale en stempelafgift  på 12,5 soles i Banco Nación. Men nej, det er åbenbart for kompliceret for generalkonsulen.

Jeg er udmærket klar over at konsulens vigtigste opgave er at varetage danske og peruranske erhvervsinteresser, men jeg fatter ikke, at man er SÅ bedøvende ligeglad med den enkelte borger. Jeg er jo ikke den eneste der har prøvet at miste passet i udlandet, og jeg er 100% sikker på, at massevis af danskere har prøvet at miste deres fly på grund af manglende eller forkert information fra de danske repræsentationer i udlandet. Jeg sender en kopi at dette indlæg til Udenrigsministeriet og til Generalkonsulatet i Lima, men når jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at det hjælper en pind, og i fremtiden vil der med garanti også være danskere, der mister deres fly, udelukkende på grund af inkompetence og ligegyldighed i Udenrigsministeriet og på de danske repræsentationer i udlandet.

Jeg brugte denne naestsidste dag paa, sammen med Sandra, at ta ind til centrum af Lima og drysse lidt rundt. Det var en fin varm sommerdag, men centrum er nu ikke noget specielt. Vi fulgte en rute der var vist i min danske guide og endte i "Chinatown" hvor vi spiste en sen frokost. Maden var udemaerket og billig, men eftersom ingen af synes at centrum er noget saerligt tog vi tilbage til Miraflores efter maden.

Her har jeg koebt en bog af John Grisham paa spansk, saa jeg har lidt at laese i paa vejen hjem i morgen. Desuden regner jeg med at koebe nogle film paa spansk, hvis de ikke er for dyre. Jeg skal forst flyve klokken 7 i morgen aften, men eftersom jeg foerst skal forbi immigtrationskontoret, der ligger i lufthavnen, tar jeg allerede derudaf ved 2-tiden i morgen eftermiddag. Jeg vil meget noedigt stoede ind i et problem, saa jeg misser mit fly, for billetten koster naesten 6.000 kr. Af uransagelige aarsager kostende billetten herned kun 3.000 kr. Det er muligt at jeg laegger lidt billeder ind paa de sider der er skrevet, hvis ellers jeg ikke naar at miste min telefon inden jeg naar til Danmark.

Om lidt tar Sandra og jeg om paa Frinds Home hvor jeg vil lave mit sidste maaltid her. Sandra mener ogsaa at jeg burde aabne en restaurant her, men selv om jeg elsker at lave mad, orker jeg ikke at staa i et koekken 8 timer om dagen. Maden er jo ganske god her, men det bliver meget det samme, hvis ikke man har raad til at gaa paa de dyre restauranter. Det er det samme i Danmark. Dansk mad er jo ikke Noma-mad men kartofler, brun sovs, diverse udgaver af svinekoed og i weekenden en kylling eller hakkeboef.

Jeg kommer nok tilbage hertil engang, for at se det jeg ikke fik set denne gang, og for at opleve bjergene uden skyer, saa det bliver naar det er sommer i Danmark. Det bliver ikke naer saa lang tid, og det er heller ikke noedvendigt, nu hvor jeg snakker nogenlunde spansk, selv om det ikke er flydende endnu.

Det var rigtig hyggeligt i gaar paa Friends Home. Der blev lavet grillmad paa tagterassen om eftermiddagen og heldigvis var der ikke saa mange turister. Der var Cesar, hans mor og to soestre, en australier, en amerikaner, en argentiner, en brasilaner og tre chilenere. Senere kom der ogsaa en tysk pige og en af Cesars venner , og naturligvis mig. Dvs. egentlig ikke naturligvis mig, for normalt holder jeg mig fra festerne fordi alle taler flydende spansk, eller i hvert fald bedre end mig, og naar alle taler i munden paa hinanden er det svaert for mig at forstaa hvad folk siger.

I gaar var jeg saa med fordi Cesar havde spurgt mig, og mit spanske er efterhaanden blevet saa godt, at det gik nogenlunde med at foelge med i hvad der blev sagt.

Jeg snakkede lidt med Cesars mor Auris som er en aeldre dame paa 87 aar. Hovedet fejler ikke nu ikke noget for vi snakkede mest om okonomi, og det var hende der ind paa emnet. Hun sagde at selv om der var mange fattige i Peru saa var det endnu vaerre i Argentina, og hun mente naermest at den argentinske okonomi ville krakke. Det vil den maaske ogsaa, for det gaar vist ikke specielt godt i Argentina.
Ud over det med Argentina snakkede hun lidt om den stigende ulighed i verden og naevnte USA som et eksempel. Jeg kunne ikke forstaa alt hvad hun sagde, fordi hun snakkede ret lavt, og der var meget larm, men jeg maa indroemme at hun vidste mere om, hvad der foregik ude i verden, end jeg havde forventet af en 87aarig peruviansk kvinde.

Sidst paa eftermiddaggen klarede det op og solen viste sig for foerste gang i en uges tid. I dag har himlen vaeret blaa fra morgenstunden, og ifoelge wunderground.com er der 25 grader i Miraflores lige nu og det er jo dejligt. I det hele taget vil jeg sige at rygterne om Limas daarlige klima er staerkt overdrevne. Faktisk er her et fantastisk godt vejr en meget stor del af aaret. Aldrig for varmt og sjaeldent for koldt. Derfor er der hverken opvarmning eller aircondition i husene, faktisk er der ikke engang vifter. Dvs. det er der her paa denne internetcafé, men jeg har vist kun set dem taendt en enkelt gang. Jeg ved godt at mange mennesker gerne vil ha det endnu varmere, men det vil de med garanti ogsaa kun saa laenge, der er stroem til aircondition eller vifter.

Sandra besoegte mig i loerdags, selv om jeg foerst havde foreslaaet at jeg ville besoege hende paa arbejdet. Jeg havde taenkt mig at drysse lidt rundt i Villa Salvador og kigge paa denne fattige bydel, hvor hun har boet det meste af sit liv. Desvaerre mente baade Sandra og Cesar at det ville vaere alt for farligt for mig at gaa rundt i Villa Salvador, selv ved hoejlys dag. Sandra sagde at kun i Parque Industrial kunne jeg gaa rundt uden risiko for at blive overfaldet af kriminelle. Saa jeg opgav at ta derned og Sandra besoegte mig i stedet for.
Sandra siger at hun altid tar direkte hjem fra arbejde og er hjemme ved 8-tiden. Naar hun er hjemme lukker og laaser hun sin doer, og saa gaar hun ikke mere ud, for det er for farligt. Hun siger, at hun ikke er saa bange for at blive overfaldet, fordi hun har det sorte baelte i karate, men det sorte baelte hjaelper jo ikke ret meget mod en kugle eller en kniv, saa jeg har flere gange betalt en taxa for hende, hvis det er blevet lidt sent, saa hun kan blive koert direkte til sin doer.

Sandra i den lille moebelfabrik/forretning hvor hun arbejder.

Sandra er egentlig uddannet til aeldrepleje men hun siger at loennen er daarlig og at det som oftest kun er muligt at faa et deltidsjob. Hendes soester arbejder i Israel og har skaffet Sandra et job, hvor hun skal arbejde med aeldreleje. Sandra er ved at faa papierne i orden og hvis alt gaar vel skal hun til Israel og arbejde om en maaneds tid. Jeg haaber det bedste paa hendes vegne, for det maa vaere et helvede at bo i Villa Salvador, naar man ikke engang kan gaa en aftentur.

En hilsen herfra til min mor, her paa mors dag. Her i Peru har mors dag naesten samme status som juleaften i Danmark og alle tar hjem for at besoege deres mor. Dvs. her paa Friends Home er det Cesars mor som kommer paa besoeg og om lidt spiser vi alle grillmad.

Kun en trediedel i Peru koeber kun en enkelt gave paa mors dag. Resten koeber to eller flere, til konen, soesteren og moren, gaetter jeg paa, og der er stort set ingen som slet ikke koeber en gave.

Jeg har saa koebt noget chocolade til Sandra, og ogsaa til Cesars mor, men det ser ikke ud til at de andre har givet hende en gave, saa derfor har jeg heller ikke endnu.

Sandra besogte mig i gaar og vi tog ud for at kigge paa lidt fortidslevn. Stedet hedder Huaca Pucllana og ligger i Miraflores. Det er et gammelt tempelomraade og er over 1000 aar gammelt. Det bestaar af en meget stor aflang pyramide og derudover forskellige ceremorielle steder, hvor de bla. har ofret unge kvinder til guderne. Omraadet er ret stort og det hele er lavet af ubraendte lersten. En del er restaureret men umiddelbart er det ud som om at hovedparten er de oprindelige sten. Her regner jo meget, meget lidt, saa de ubraendte lersten har kunnet overleve de mange aarhundreder.

Nu er vinteren vist begyndt her. Da vi var i Barranco for en uge siden spurgte jeg Sandra om dette her var efteraaret, men hun mente at efteraaret var overstaaet og vinteren begyndt. Da det en times tid senere klarede op og solen kom frem blev der jo 25 grader varmt og Sandra kunne ikke helt finde ud af om det var sommer, efteraar eller vinter. Heldigvis er det lang tid siden der har vaeret taage, men de sidste 4-5 dage har solen slet ikke vist sig, saa maaske er vinteren begyndt. Eftersom der stadig er over 20 grader varmt, er det til at holde ud.

Der sker ikke saa meget her, men da Sandra sidst var her inviterede jeg hende paa en oel i Barranco, der er den bydel der ligger syd for Miraflores. Jeg var nogle dage i forvejen gaaet langs toppen af skraenten sydpaa og var stoedt paa en lille hyggelig kloeft, hvor alle husene var restauranter. Der var rigtig hyggeligt, og stedet var ogsaa naevnt i guiden, men der stod kun at der laa Sukkenes Bro, og at der gik en sti ud til kysten som mange forlovede besoegte.

Saa vi gik langs stranden derhen og fik en oel, og gik derefter lidt rundt og kiggede lidt paa omraadet. Da vi kom til traebroen der krydser kloeften, spurgte Sandra om det var Sukkenes Bro, og da jeg svarede bekraeftende gik hun ud paa broen og sukkede dybt. Jeg gik ogsaa ud paa broen broen mens jeg sukkede dybt.

Omraadet er rigtig hyggeligt og jeg tror at hvis jeg en anden gang kommer til Lima vil jeg finde et hotel der. Priserne er formodentlig ogsaa langt lavere end i Miraflores, men til gengaeld er der selvfoelgelig ikke den samme sikkerhed. Da vi gik op ad en trappe og to knaegte gik forbi, sagde Sandra at det helt sikkert var kriminelle.

Iovrigt har jeg maaske fundet et sted at bo naar jeg kommer tilbage til Danmark. Det er et par i 50erne der har skrevet til mig om et vaerelse paa 16m2, men eftersom jeg naesten ikke har nogen moebler, er det fint nok for mig. Det ligger i Birkeroed og meget taet paa skoven og der er mindre end 7 km til mit arbejde. Det betyder at jeg kan cykle paa arbejde paa 20-25 minutter uden at overanstrenge mig, saa det er glimrende. 3500 kr om maaneden i husleje, saa det burde vaere muligt for mig rimelig hurtigt at faa penge paa kontoen igen. Sandra kommer paa besoeg om lidt, men jeg ringer i morgen aften for at hoere naermere.