Da jeg kom til Miraflores for tre maaneder siden, skrev jeg at der var risiko for at klinten ud mod havet ville styrte sammen, hvis klimaforandringerne medfoerte at der kom mere nedboer. Aabenbart behoever vi ikke at vente paa klimaforandringer, for de sidste par dage har der vaeret skriverier i aviserne, om at der er risiko at dele af klinten styrter sammen i Miraflores og i bydelen Barranco, der ligger syd for Miraflores. I Barranco er situationen saa alvorlig at man overvejer at afspaerre to spor af vejen nede ved kysten. Hvad vaerre er, saa har de i Barranco bygget helt ud til kanten af klinten, og der er risiko for at nogle af husene styrter i havet hvis ikke der bliver gjort noget.

Selv om der til stor overraskelse for alle kom naesten et halvt aars nedboer i Lima forleden dag, foerte det nu ikke til nogen sammenstyrtninger af klinten. Der var heller ingen problemer med faerdslen paa vejene, selv om det blev beskrevet som et kraftigt regnvejr, og der ingen afloeb er til regnvandet. Hverken fra husene, der naesten alle har fladt tag, eller vejene der er helt uden riste til regnvand. Nu er tre millimeter jo heller ikke saa meget.

Der er saa en anden lille detalje der kan faa klinten til at styrte sammen paa de mest udsatte steder. Lima ligger i et jordskaelvsomraade og her er jaevligt jordskael. Der var ogsaa et her for en uges tid siden, men jeg maerkede det ikke. Jeg hoeerte godt nok et slags brag, og taenkte at det var et jordeskaelv, men huset rystede ikke. De skrev i avisen at det kunne maerkes i hoejhusene, og jeg ville nok ha vaeret lidt nervoes, hvis jeg havde boet i et af hoejhusene paa kanten af klinten i Barranco.

Det er muligt at jeg aendrer min flybillet og kommer hjem en maaned tidligere. Jeg har brugt alt for mange penge, og selv om der ikke er nogen risiko for at jeg loeber toer for penge, saa vil jeg helst holde tre maaneders ferie naar jeg kommer hjem, saa derfor vil jeg helst ikke bruge alle mine penge. Og selv om jeg ogsaa bruger penge i Danmark, er det ikke naer saa mange som her. Hvis jeg kunne vaere sikker paa at komme direkte hjem til et spaendende og nogenlunde vellonnet joeb, ville jeg ikke ha noget imod at begynde med at arbejde med det samme, jeg kommer hjem, men da det naeppe er sandsynligt, vil jeg helst bruge sommeren paa at hygge mig og soege de job der er spaendende, inden jeg eventuelt bliver tvunget til et kulijob. Det er ikke fordi jeg som saadan har noget imod at ha et kulijob, problemet er bare at det tar saa frygtelig meget af min tid, og jeg kan ikke tjene nok med f.eks. 5 timer om dagen. Saa skal jeg i hver fald ha 200 i timen, og det kan godt blive lidt svaert med det arbejdsmarked vi har nu. Om jeg tar hjem tidligere ved jeg ikke endnu, men jeg regner med at bestemme mig inden jeg rejser videre. Hvornaar det saa sker ved jeg ikke. Jeg befinder mig meget godt her i Lima, selv om her godt kan vaere lidt kedeligt.

Jeg har indlogeret mig paa en sovesal, her paa Friend´s Home, for at spare penge. Det koster kun 25 soles, mens et vaerelse koster 60 soles, og det er lige rigeligt til mit budget. I gaar kom der saa to peruvianske maend, som slet ikke lignede backpackere, ind paa min sovesal og slog sig ned. Jeg taenkte at de slet ikke passede ind her, men at de maaske skulle vaere her i laengere tid, og at de havde faaet lovning paa et vaerelse naeste dag.

Der blev ikke nogen naeste dag, for om eftermiddagen kom César, hotellets direktoer og altmuligmand, hen til mig og sagde at hans baerbare var blevet stjaalet. Der blev kigget overalt paa hotellet, men vaek var den. Efter et stykke tid begyndte César at undre sig over de to nye indflyttere paa mit vaerelse. De var vaek men bagagen var der stadig. Deres bagage bestod af en stor taske og en kuffert. Tasken viste sig at vaere fyldt med plastik og et par gamle sko, og kufferten var gabende tom. Altsaa et tricktyveri der var planlagt paa forhaand. Andet blev vist ikke stjaalet, for en pige som ogsaa bor paa vaerelset havde laast sin baerbare inde i et skab, og der var ikke rigtig noget, de kunne stjaele fra mig.

En pige fortalte mig at en af dem ogsaa havde vaeret inde paa hendes sovesal, og hun havde spurgt ham hvad han ville derinde, men han havde bare undskyldt og svaret at han var gaaet forkert.
Skabene paa sovesalene er store nok til at de ogsaa kan rumme en rygsaek, men jeg har nu ikke taenkt mig at laase min inde, for det vil vaere alt for risikabelt at stjaele hele rygsaekken, og indholdet er der garanteret ingen der er interesserede i.

Jeg moedtes med Sandra i gaar i Kennedy Park som aftalt, og fik afproevet mit spanske, for hun kan naesten ingenting paa engelsk. Det gik nogenlunde, men der er stadig meget lang vej, til jeg bliver flydende i spansk. Vi spiste paa en restaurant taet paa Kennedy Park og det blev til ceviche, delikatesse nummer ét i Lima, der bestaar af raa, marinerede fisk. Bagefter gik vi om paa Frind´s Home og blev der i et par timer, men Sandra ville gerne ud og danse, saa vi gik tilbage til Kennedy Park for at finde et diskotek. Det foerste sted vi fandt ville de ha 80 soles i entré. 80 soles. Det er vanvittigt. 160 kr. pr. person for at komme ind paa et diskotek. Ingen tvivl om at det er overklassen der kommer der, for selv i Danmark er det rigtig mange penge. Den heoje pris er skyldes selvfoelgelig, at de vil holde poeblen ude, som f.eks. Sandra og mig, og det lykkedes ogsaa.

Fem minutter senere fandt vi et andet diskotek hvor der var gratis entré, og hvor vi ovenikoebet fik en gratis velkomstdrink. Velkomstdrinken var en Pisco Sour, der er Perus nationaldrik. Piscoen er braendevin der netop er fremstillet af vin og den produseres i stor stil omkring Ica, og Sour henviser til at den er syrnet med lime eller citron. Derudover er der tilsat sirup, noget der hedder Angostura Bitters og aeggehvide. Jeg havde ikke proevet det foer, og min oplevelse med et spejlaeg i La Paz, gjorde at jeg ikke rigtig havde lyst til at indtage noget der indeholdt raa aeg. Nu var den jo gratis, saa den gled ned og den smagte udmaerket.

Bortset fra det, var det dyrt paa diskoteket og de fleste drinks kostede omkring 30 soles. Det eneste der var rimelig billigt var en hel liter oel til 30 soles, saa saadan en delte vi. Saa for foerste gang i flere aar dansede jeg og der er en rimelig sandsynlighed at jeg har danset netop som jeg teknisk set fyldte 50  aar, eftersom, vi er seks timer bagud her, i forhold til Danmark, og jeg er fodt tidligt om morgenen.

Vi var noedt til at gaa inden tolv, for Sandra bor og arbejder temmelig langt vaek, 1 time og 45 minutter tar det hende at komme herind bussen. 

Saa er foerste del af min rejse overstaaet, og der er praecis halvdelen tilbage. Jeg regnede med at skulle bruge tre maaneder at skulle laere at tale spansk men det kommer ikke til at holde helt stik for det er allerede om 10 dage. Problemet er at jeg har talt alt for lidt spansk mens jeg har vaeret hernede, og selv om jeg godt kan laere at tale spansk, kun ved at laese aviser og se fjernsyn, saa tar det meget laengere tid end hvis jeg selv taler spansk med nogen. Og det kan vaere ret svaert, for de fleste springer over i engelsk saa snart hoerer at jeg ikke er flydende i spansk, og de andre backpackere jeg moeder taler naesten alle sammen engelsk. Saa det bliver intressant naar jeg skal moedes med Sandra senere i dag, for hendes engelsk er ringere end mit spanske. Alligevel vil hun nok proeve sig paa engelsk, for de fleste synes at det er en glimrende mulighed for at oeve sig i engelsk, naar jeg snakker med dem.
Jeg skal nu nok faa det laert, men det kommer til at ta laengere tid end jeg regnede med, og jeg naar naeppe at blive flydende i det, mens jeg er hernede.

Chiraru er netop taget afsted, og det er jeg ikke saa glad for, for hun er enormt soed. Hun ville ogsaa vaere blevet her en dag mere, hvis hun havde vidst at jeg havde foedselsdag i morgen, men hun havde allerede koebt sin billet, da hun kom her paa hotellet. Der er en mulighed for at jeg ser hende igen i slutningen af april, fordi hun saa rejser tilbage til Patagonien i Chile. Det er nok tvivlsomt om jeg er her paa det tidspunkt, for saa er der stadig mere end to uger tilbage foer jeg skal tilbage til Danmark, og saa lang tid gider jeg ikke vaere i Lima. Jeg regner med at ta nordpaa engang i naeste uge, og saa forventer jeg ikke at vaere tilbage i Lima foer engang i maj.

Ligesom mig er Chiharu heller ikke imponeret over den mad man kan faa uden for Lima. Hvis det er en af de billige restauranter, staar den paa kylling eller oksekoed, ris og pomme frites. Altid ris og pomme frites, og altid begge ting paa en gang, og aldrig sovs, og naesten aldrig ketchup.
Der er en enkelt ting de er gode til at lave i baade Peru og Bolivia, og det er suppe. De spiser rigtig meget suppe, og isaer i bjergene. Da jeg boede privat i Sucre fik vi suppe som forret hver eneste dag, og den var altid god. Faktisk har jeg ikke en eneste gang faaet en suppe i Peru og Bolivia, som ikke var god. Tilmed er suppen ogsaa tit en ren vegetarsuppe.

Selv en kinesisk wan-tansuppe kan de finde ud af at lave, og kinamad er ellers ikke deres staerke side, ikke engang i Miraflores. Kinamad her bestaar af ris, groensager, og koed, stegt i rigelig olie og overhaeldt med soyasovs. Ikke noget med ingefaer, hvidloeg, citrongraes, citronsaft, vineddike, sukker og den slags. Soyasovs og intet andet.

Saa hvis jeg ikke kan finde et arbejde naar jeg kommer tilbage til Danmark, og ikke kan affinde mig med at ende som en hoejtuddannet hundelortsindsamler, kan jeg sikkert faa succes her med en kinesisk vegetarrestaurant.

Chiharu kom paa hotellet for lidt siden. Jeg moedte hende her paa Friend´s Home, da jeg kom til Peru i december. Hun har vaeret en tur i Chile og haster nu nordpaa mod Equador, vist allerede i morgen. Jeg har ikke saa travlt saa jeg bliver her lidt endnu.

Jeg har aftalt at moedes med Sandra i morgen aften. Der er billeder af hende i begyndelsen af bloggen, ligesom af Chiharu, for jeg moedte ogsaa hende her paa Friend´s Home i begyndelsen af december. Hun var kaereste med Ronald, men de er gaaet fra hinanden, vist allerede for over en maaned siden. Med hende kan jeg i hvert fald faa oevet mit spanske, for hun kan naermest intet engelsk. Vi har skrevet sammen paa Facebook, men en ting er at skrive, hvor jeg ogsaa kan bruge google translate til hjaelp, noget andet er at snakke sammen. Det skal nok gaa, for selv om jeg langt fra er flydende endnu, saa er jeg efterhaanden ved at kunne foere en nogenlunde normal samtale paa spansk.

Jeg nyder absolut at vaere tilbage i Miraflores igen. Frisk luft fra havet, og supergode restauranter i massevis. Frem for alt nyder jeg at vaere paa Friend´s Home igen, med koekken, koeleskab, stue, tagterasse, og computerrum ikke mindst.

Jeg vil sige, at hvis jeg tar ud paa en laengere rejse igen, saa bliver det med en baerbar computer. Meget, meget ofte, har jeg opgivet at skrive paa en internetcafe, fordi tastaturet ikke har vaeret i orden, eller der har vaeret for meget larm til at jeg kan koncentrere mig. Eller det har vaeret for besvaerligt at skrive naar jeg har vaeret inspireret til at skive, fordi jeg har vaeret paa et hotel og saa har skullet ud af doeren for at finde en internetcafe. Godt nok er det ikke en rejsebeskrivelse til et dagblad eller en avis, men kun en beskivelse til min familie og mine venner, men derfor vil jeg alligevel gerne skive lidt mere detaljeret end jeg har gjort.

Der er alt for mange detaljer jeg har undladt, men som laeseren sikkert vil synes er lidt interessante. Som f.eks. at der i Sukre, og i sikkert mange andre byer i Bolivia, ikke findes tagrender og nedloebsroer. I stedet loeber vandet fra taget direkte ned i hovedet paa dem der gaar paa fortovet. I mange tilfaelde kan vandet ikke loebe direkte fra taget og ned, men i stedet for at lede det ned i et nedloebsroer, loeber vandet ud af nogle roer i taghoejde, som rager en meter eller to ud fra muren. Dvs. at vander staar i en tyk straale ned midt paa fortovet, fra maaske 10 meters hoejde eller mere. I andre tilfaelde naar roeret ud til vejen, men det kan sproejte saa meget, at man alligevel bliver lidt vaad naar man gaar forbi paa fortovet.

Den slags detaljer er der mange af, men nogle gange glemmer jeg, hvad jeg vil skrive, naar jeg omsider kommer om paa en internetcafe, eller ogsaa er der maaske saa meget larm, at jeg ikke kan koncentrere mig om at skrive, og derfor kun skriver det allermest noedvendige.

Om jeg saa kommer ud at rejse igen er umuligt at vide. Hvis jeg faar et velloennet, interessant job naar jeg kommer tilbage, kommer jeg ikke ud at rejse igen foreloebig, for dybet set befnder jeg mig bedst i Danmark, eller i hvert fald i Nordeuropa. Hvis det bliver et lortejob til en lorteloen, kommer jeg nok ret hurtigt ud at rejse igen, og hvis jeg slet ikke kan finde et job, kommer der formodentlig en langt mere spaendende blog end denne, om de ydmygelser man bliver udsat for, hvis arbejsgiverne af en eller anden grund ikke vil ansaette en. Jeg tror nu nok at det bliver ret let for mig at finde et job, men jeg paatager mig saa ogsaa stort set alt, og naesten hvor som helst. Og nu er jeg noedt til at stoppe fordi en af de ansatte er ved at larkere traevaerket og jeg er ved at blive kvalt. Det er han sikkert ogsaa.

Jeg kom tilbage til Lima for ca. tre timer siden og det foerste jeg gjorde var at gaa ind paa en restaurant og spise et godt maaltid mad. Den smagte aldeles glimrende, som den som den naesten altid goer her i Lima. Jeg havde naesten glemt hvor god maden var her. Aergerligt at de ikke rigtig kan finde ud af at lave mad i resten af Sydamerika, i hvert fald ikke mad, som er noget specielt.

Frem for alt fik jeg tjekket min konto. Det har jeg ikke haft mulighed for paa internetcaférne, fordi man ikke bare kan installere Java, men her paa Frinds Home er det ikke noget problem. Det stod saadan til som jeg frygtede. Jeg har i gennemsnit brugt 285 kr. om dagen siden jeg kom til Peru. Jeg kunne have rejst langt billigere, sovet paa sovesale og ikke drukket nogen oel, men det skal vaere en ferie at rejse, og ikke en sparerunde. En stor del at det jeg har brugt for meget, skyldes oellene, det er jo ret dyre, og jeg burde nok ogsaa skaere ned paa dem, men det er altsaa federe for mig at faa en oel til min mad, frem for et glas vand. Desuden har jeg nok ogsaa drukket lidt for mange oel, naar jeg har kedet mig, og det er ret let at komme til, naar man rejser alene rundt her i Sydamerika.

Jeg tog egentlig forbi Nazca for at se Nazcalinierne, men jeg fik kun set en enkelt figur, fordi jeg ikke ville betale 80$ for en halv time i et lille fly. Jeg havde regnet med at kunne se nogle figurer fra en bil eller bus, men den eneste ved den eneste tur jeg fik tilbudt ville man kun komme til at se to figurer, saa det droppede jeg. Det goer nok ikke saa meget, for dem jeg har snakket med der har set figurerne fra et fly, siger at det ikke er noget saerligt, og at man virkelig skal anstrenge sig for at se noget. I stedet saa jeg en begravelsesplads der var mere en 2000 aar gammel og hvor muminerne sad som da de blev begravet. Nazcafolket mumificerede alle sine doede, inklusiv doedfoedte og de boern som fik kappet hovedet af for at blive ofret til guderne. Det bliver selvfoelgelig til en masse begravelsespladser, saa omkring Nazca ligger der 50 begravelsespladser der er mellem 1600 og 2600 aar gamle.

Senere samme dag saa jeg en akvadukt som var fra samme tidsalder, og som stadig var i brug til overrisling af markerne. Vi ville nok kalde det en aa der paa en del af straekningen var blevet roerlagt, men det har alligevel vaeret et stort arbejde.

Jeg har ikke faaet oevet saa meget paa spansk, siden jeg forlod Sukre, saa jeg tror jeg bliver i Miraflores et stykke tid for at faa lidt mere styr paa det spanske. Allerede da jeg forlod Miraflores for 2 maaneder siden havde jeg laert nok til at jeg kunne rejse rundt uden besvaer, men jeg vil gerne laere at tale bare nogenlunde flydende spansk, for saa tror jeg det bliver vaesentlig mere interessant at rejse rundt her.Klimaet her i Miraflores er som da jeg var her sidst, ca. 25 grader og en behagelig brise fra havet. I Nazca var der naesten lidt for varmt, omkring 33 grader tror jeg, men her er meget behageligt.

Jeg kom tilbage fra min vandretur i Cañón del Colca her i aftes og jeg havde allerede bestilt en busbillet til Nasca i aften, paa forhaand, saa i morgen tidlig er jeg i Nasca.

Vi koerte i en minibus hen til Cañón del Colca. Vi var omkring 13 turister i alt, men hver guide maa hoejst ha 8 turister, saa vi blev delt ind i to grupper og vi var seks turister i min gruppe. Pamela og Texla fra Chile, Henri og Emily fra Frankrig, Tessa fra Holland og mig. Jeg tror der var omkring seks grupper i alt, saa vi var en del mennesker.

Vandreturen var som jeg frygtede, saa jeg skal ikke paa flere vandreture hernede, og desuden var det alt for meget op og ned. Dvs. foerste dag gik vi nedad i ca. 2,5 time, omkring 1000 hoejdemeter, og derefter et kvarters tid nogenlunde vandret hen til en landsby hvor vi overnattede. Anden dag gik vi ogsaa en del op og ned og endte lidt laengere nede i kloften ved et hotel med en pool, hvilket var meget behageligt. Vi havde en pause undervejs, men der var nok ca. 3 timers vandtring. I dag startede vi allerede med at gaa op af kloeften 10 min over 5 om morgenen. For at slippe for enten at overhale eller selv blive overhalet, gik jeg ret hurtigt opad saa jeg hurtigt blev den forreste, og det tog mig 1 time og 50 minutter, at komme de 1200 hoejdemeter op. Den naeste kom allerede 10 min senere, og selv Texla der var den der var i daarligst form, kom op allerede efter 2 timer og 40 minutter. Det er faktisk udmaerket for turen er beregnet til 3 timer. Derefter skulle vi gaa en halv times tid hen til en restaurant hvor vi fik morgenmad.

Omraadet ved kloeften var da meget paent, men ikke noget specielt efter min mening. Desuden var den heller ikke voldsom dyb lige der hvor vi vandrede, men det skal jeg nok vaere glad for, for det er rigeligt at gaa 1200 meter opad tidligt om morgenen.

Jeg dryssede lidt rundt i dag og kom ind i en kirke som aabenbart ikke er saa turistbesaegt. Det kostede 5 soles at komme ind, og grunden til at den ikke er beskrevet i Lonely Planet, er at den ikke er paa programmet for de betalte byture der findes. Der findes jo gratis attraktioner. Uanset saa var der masser at bytursturister udenfor, men jeg var den eneste der gik indenfor. Jeg tar aldrig paa byture i en turistbus, jeg har jo foedder, og derfor hoerte jeg ikke til slaenget.

Det var meget praktisk at jeg var den enseste der gik ind i kirken, for en af de ansatte, en ung pige, gik med mig, for at agere guide og aabne alle de laaste doere. Jeg var ret skeptisk i starten fordi jeg var sikker paa at det kun var fordi at hun ville tjene penge paa mig, men hun forsikrede at det var helt frivilligt, om jeg ville betale noget, og at det var noedvendigt at hun gik med, fordi alle doerene var laaste, og at jeg ellers kun kunne se selve  kirken.

Hun var af indiansk afstamning og i vaeldig godt humoer, for hun grinede en stor del af tiden. Efterhaanden toede jeg ogsaa op, og fattede at der sjaeldent var kunder i butikken. Kirken er i hvert fald ikke omtalt i nogen af de to guider jeg har, selv om den er ret stor, og den aeldste del af den fra 18-tallet.

Saa efter en laengere rundvisning og en masse forklaringer om diverse malerier og alt mulig andet, gav jeg hende 5 soles, og nej, det var ikke fordi at hun forventede at faa nogle penge for rundvisningen, for hun naaede naesten at smaekke doeren i inden jeg gav hende dem. Og jeg kan naturligvis ikke give navnet paa kirken her, og dermed risikere at den kommer i Lonely Planet, eller en anden guide, og dermed spolere oplevelsen for de faa rejsende der vover sig uden for Lonely Planet og andre guiders anvisninger.

Efter besoeget i kirken gik jeg kort tid efter ind paa en marokkansk restaurant fordi de havde falafler paa menuen. Der var en vaeldig god kemi mellem mig og pigen i restauranten, saa jeg blev der i mindst tre timer. Hun havde vaeret i Belgien et aar, aaret foer, saa hun talte ogsaa fransk, hvilket var lidt til hjaelp ind i mellem. Ud over to aeldre franskmaend, der kom for at spise paa et tidspunkt, var der ikke andre kunder, saa vi havde masser af tid til at snakke. Og det var helt sikkert min foerste laengere samtale paa spansk, med lidt fransk ind i mellem, og en smule engelsk. Alligevel vil jeg sige at det er min forste rigtige, forholdsvis ubesvaerede samtale, jeg har haft paa spansk.

I morgen tar jeg paa en tredages vandretur i Cañón del Colca. Egentlig havde jeg slet ikke taenkt mig at ta paa nogen vandreture her i Sydamerika, men i mellemtiden har jeg erfaret at Cañón del Colca, enten er Jordens dybeste eller naestdybeste kloeft, og det der jo lidt interessant. Den er dobbelt saa dyb som Grand Canyon, dvs. omkring fire kilometer, der hvor den er dybest.

Arequipa er Perus naeststoerste by og har ca. 860.000 indbyggere. Det var nu ikke fordi at byen er saa stor at jeg tog hertil, men fordi der ligger et kaempe kloster, der er en hel lille by med med en labyrint af smaa veje. Klosteret hedder "Monestario de Santa Catalina" og selv om det kostede 35 soles at komme ind var det alle pengene vaerd. Det er saa op til laeseren selv at finde nogle billeder paa internettet, men jeg er sikker paa at de findes i massevis.

Centrum af Arequipa er ogsaa meget flot, med en meget flot Plaza de Armas, og med bjerge i baggrunden. I gaar aftes kom jeg tilfaeldigvis ind paa en restaurant, der formodentlig har byens hoejest beliggende tagterasse. Jeg havde sat mig paa en balkon paa 1. sal, da jeg saa en tysk kvinde gaa hoejere op. Det synes jeg var meget interessant saa jeg gik med op. Hun havde fundet tagterassen ved en tilfaeldighed, for de var tre rejsende og havde tre forskellige rejseguider, og restauranten var ikke beskrevet i nogen af dem. Den er heller ikke beskrevet i de to guider jeg har, og det er nok aarsagen til at der stort set ikke var nogen mennesker deroppe, for udsigten var fantastisk ud over Plaza de Armas og hele byen, og med bjergene i baggrunden.

Bortset fra at se klosteret og faa vasket mit toej, har jeg ikke lavet andet i dag, for jeg var lidt udmattet over at jeg stort set har vaeret paa farten hele tiden siden Sucre. I morgen agter jeg at drysse lidt rundt i byen og planlaegge hvad jeg ellers vil se.

 I gaar oplevede jeg saa at loebe efter en bus, hvor jeg havde batalt 180 kr. for biletten. Det var bussen fra San Pedro mod Arica. Ingen problem med at komme med bussen fra San Pedro de Atacama, men da vi naaede til den naeste by, Calama (byen ligger taet paa et kaempe menneskeskabt hul), fik alle passagerer besked paa at gaa ud af bussen fordi bussen skulle tankes op og det ville ta en time. Vi stod af og jeg fandt sammen med to tyske fyre og en fransk pige. Vi gik lidt rundt i byen og fik lidt sodavand at drikke paa en restaurant (de solgte ikke oel) og gik saa tilbage og stod og snakkede ud for bustationen, mens vi ventede paa at bussen skulle komme. Pludselig koerer der en bus ud fra stationen og jeg siger: "Er det ikke vores bus?" Det var det. Jeg er for sloev til at taenke og staar bare lammet og ser bussen koerer, men den ene tysker spaener efter bussen som heldigvis skal stoppe for roedt. Vi kommer derhen, og foruden os fire er der ogsaa to japanere som var ved at miste bussen. For mig havde problemet ikke vaeret saa stort, for jeg havde al bagagen med, men de andres bagage laa i bussen, saa de var lidt mere panikslagne. Grunden til at jeg havde min bagage, var at min rygsaek er saa lille at den kan vaere inde i selve kabinen, over mit hovede, mens de andre havde deres bagage under bussen, hvor de havde ladet den ligge, mens bussen blev tanket op.
Heldigvis gik det godt og vi kom til Arica der ligger lidt syd for graensen til Peru. Derfra tog jeg og den franske pige, Julie, saa en bus til den naermeste by i Peru der hedder Tacna. Den ligger omking 40 km nord for graensen.

Det var jo nemt nok at komme ud af Peru, men at komme tilbage viste sig at blive lidt mere besvaerligt. Jeg stemplede jo ud af Peru, hvilket vil sige at de 183 dage jeg havde faaet til mit ophold i Peru, ikke gjaldt mere. Det var jeg saadan set godt klar over, men for betjentene i tolden var det et stoerre problem. Jeg stod foerst i koe et sted, men det var aabenbart over hendes kompetance at ta stilling til et saa stort problem, saa jeg blev henvist til en anden skranke, hos en der havde en lidt stoerre rang. Han grundede lidt over situationen, men gav mig saa 90 dage. Det gik lidt hurtigt saa han naaede at skrive 90 i mit pas inden jeg fik forklaret at det ikke var nok, fordi mit fly gik senere. Da jeg saa havde forklaret det, skulle han ha min flybillet og saa tog han det og mit pas og forsvandt ud af bygningen. Aabenbart for at gaa over til en med en hoejere rang, der kunne loese det problem. Efter 10 minutter kom han tilbage og jeg fik mit pas med 120 dage og scannet min bagage, saa jeg kunne komme ind i Peru igen.
Jeg var ikke nervoes for at tingene ikke skulle komme i orden, for de var meget venlige i tolden, men jeg var en smule nervoes for om bussen skulle koere fra mig.

Da jeg kom tilbage i bussen sagde Julie at bussen var ved at koere fra mig men at hun fik den stoppet. Ingen andre havde selvfoelig fattet at jeg sad fast i tolden.

Julie og jeg fortsatte mod Arequipa saa hurtigt som muligt, og vi var heldige for der gik mindre en en time. Samtidig er der to timers forskel mellem Peru og Chile, og det betoed at vi kom til Arequipa kl. fire i eftermiddags, i stedet for kl. seks.

Det bliver et ret kort resumé af de sidste tre dage jeg skriver her. Tastaturet er elendigt og jeg er totalt smadret.

Jeg koebte en turbillet i Uyuni, hvor vi var 7 turister i en firehjulstraekker. To chilenske vennepar og et par argentinske soestre. Jeg slog mig sammen med de to soestre, 24 og 30 aar gamle, bortset fra i gaar aftes hvor jeg drak en del oel med chilenerne og det var ret sjovt. Det var saa godt nok mig der betalte alle oellene fordi de var helt flade. Dvs. de havde ingen bolivianos, fordi de ikke kunne haeve penge paa deres bankkort i Bolivia. Det kostede mig saa 300 bolivianos i alt, men det er egentlig ikke saa meget, naar man taenker paa at vi var 5 mennesker, og at de blev koibt paa et sted der til forveksling ligner Mars. Det lykkedes mig aabenbart ogsaa at faa en enkelt for meget, at doemme efter hvordan mit hoved har det i dag.
Vi koerte 3 firehjulstraekker sammen, men der var ogsaa en masse andre firehjulstrakkere, fordi omraaedet ved Uyuni er Boliviens turisthoejsaede. Foerste dag koerte vi ud til den enorme saltoerken. som er verdens stoerste. Laengst inde ved kysten var der nogle faa cm vand, men nogle kilometer ude var vi over vandet og saltet strakte sig saa langt som man kunne se. Guiden fortalte at laengere ude var der en halv meter vand, fordi det jo er regntid nu. Ude hvor vi stoppede var de ved at bygge et hotel eller en restaurant i salt, og der var nok mindst 50 firehjulstraekkere derude. Og det er lavsaeson nu. Naar saltorkenen er toer krydser de den i firehlulstraekkerne og der er langt, vist 180 km.
Naeste dag korte vi rundte og saa en masse geologiske servaerdigheder, bla. en meget roed soe, som de kalder en lagune. I dag saa vi foest nogle geysere, og derefter en lagune de kaldte groen, men det havde jeg nu svaert ved at se, og vi var ved graensen til Chile allerede kl halv ti.

Krydsningen af graensen er enhver DF-vaelgers droem. Foerst matte vi staa i koe i en halv time for at stemple ud af Bolivia. Derefter koerte vi ind i Chile, men graenseposten laa helt inde i San Pedro de Atacama. Der maatte vi vente endnu en halv time for at stemple ind i Chile, og alt bagagen skulle scannes. Som saedvanlig skulle vi naturligvis ogsaa udfylde en formular, i dette tilfaelde faktisk to, fordi vi ogsaa skulle udfylde en om bagagen. Til gengaeld behoever jeg ikke at soege om visum for at rejse rundt her, mens en bolivianer aldrig kommer til at opleve hvor nemt det er at krydse graensen til Danmarks nabolande, for jeg tviver paa at en bolivianer kan faa visum til Danmark. De er godt nok ikke muslimer, men de er jo ret fattige.

Planen var egentlig at jeg nu ville se verdens stoerste menneskeskabte hul i jorden. Det ligger i naerheden, og paa vej mod Peru, men efter at jeg i tre dage har koert rundt i det mest fantastiske landskab man kan forestille sig, tror jeg ikke at det vil imponere mig, saa det har jeg droppet. I stedet tar jeg bussen i aften kl. 19:30 mod Arica der ligger 10 km syd for graensen til Perú. Der vil jeg ankomme kl. 6 i morgen tidlig.