I gaar oplevede jeg saa at loebe efter en bus, hvor jeg havde batalt 180 kr. for biletten. Det var bussen fra San Pedro mod Arica. Ingen problem med at komme med bussen fra San Pedro de Atacama, men da vi naaede til den naeste by, Calama (byen ligger taet paa et kaempe menneskeskabt hul), fik alle passagerer besked paa at gaa ud af bussen fordi bussen skulle tankes op og det ville ta en time. Vi stod af og jeg fandt sammen med to tyske fyre og en fransk pige. Vi gik lidt rundt i byen og fik lidt sodavand at drikke paa en restaurant (de solgte ikke oel) og gik saa tilbage og stod og snakkede ud for bustationen, mens vi ventede paa at bussen skulle komme. Pludselig koerer der en bus ud fra stationen og jeg siger: "Er det ikke vores bus?" Det var det. Jeg er for sloev til at taenke og staar bare lammet og ser bussen koerer, men den ene tysker spaener efter bussen som heldigvis skal stoppe for roedt. Vi kommer derhen, og foruden os fire er der ogsaa to japanere som var ved at miste bussen. For mig havde problemet ikke vaeret saa stort, for jeg havde al bagagen med, men de andres bagage laa i bussen, saa de var lidt mere panikslagne. Grunden til at jeg havde min bagage, var at min rygsaek er saa lille at den kan vaere inde i selve kabinen, over mit hovede, mens de andre havde deres bagage under bussen, hvor de havde ladet den ligge, mens bussen blev tanket op.
Heldigvis gik det godt og vi kom til Arica der ligger lidt syd for graensen til Peru. Derfra tog jeg og den franske pige, Julie, saa en bus til den naermeste by i Peru der hedder Tacna. Den ligger omking 40 km nord for graensen.

Det var jo nemt nok at komme ud af Peru, men at komme tilbage viste sig at blive lidt mere besvaerligt. Jeg stemplede jo ud af Peru, hvilket vil sige at de 183 dage jeg havde faaet til mit ophold i Peru, ikke gjaldt mere. Det var jeg saadan set godt klar over, men for betjentene i tolden var det et stoerre problem. Jeg stod foerst i koe et sted, men det var aabenbart over hendes kompetance at ta stilling til et saa stort problem, saa jeg blev henvist til en anden skranke, hos en der havde en lidt stoerre rang. Han grundede lidt over situationen, men gav mig saa 90 dage. Det gik lidt hurtigt saa han naaede at skrive 90 i mit pas inden jeg fik forklaret at det ikke var nok, fordi mit fly gik senere. Da jeg saa havde forklaret det, skulle han ha min flybillet og saa tog han det og mit pas og forsvandt ud af bygningen. Aabenbart for at gaa over til en med en hoejere rang, der kunne loese det problem. Efter 10 minutter kom han tilbage og jeg fik mit pas med 120 dage og scannet min bagage, saa jeg kunne komme ind i Peru igen.
Jeg var ikke nervoes for at tingene ikke skulle komme i orden, for de var meget venlige i tolden, men jeg var en smule nervoes for om bussen skulle koere fra mig.

Da jeg kom tilbage i bussen sagde Julie at bussen var ved at koere fra mig men at hun fik den stoppet. Ingen andre havde selvfoelig fattet at jeg sad fast i tolden.

Julie og jeg fortsatte mod Arequipa saa hurtigt som muligt, og vi var heldige for der gik mindre en en time. Samtidig er der to timers forskel mellem Peru og Chile, og det betoed at vi kom til Arequipa kl. fire i eftermiddags, i stedet for kl. seks.