Det bliver et ret kort resumé af de sidste tre dage jeg skriver her. Tastaturet er elendigt og jeg er totalt smadret.

Jeg koebte en turbillet i Uyuni, hvor vi var 7 turister i en firehjulstraekker. To chilenske vennepar og et par argentinske soestre. Jeg slog mig sammen med de to soestre, 24 og 30 aar gamle, bortset fra i gaar aftes hvor jeg drak en del oel med chilenerne og det var ret sjovt. Det var saa godt nok mig der betalte alle oellene fordi de var helt flade. Dvs. de havde ingen bolivianos, fordi de ikke kunne haeve penge paa deres bankkort i Bolivia. Det kostede mig saa 300 bolivianos i alt, men det er egentlig ikke saa meget, naar man taenker paa at vi var 5 mennesker, og at de blev koibt paa et sted der til forveksling ligner Mars. Det lykkedes mig aabenbart ogsaa at faa en enkelt for meget, at doemme efter hvordan mit hoved har det i dag.
Vi koerte 3 firehjulstraekker sammen, men der var ogsaa en masse andre firehjulstrakkere, fordi omraaedet ved Uyuni er Boliviens turisthoejsaede. Foerste dag koerte vi ud til den enorme saltoerken. som er verdens stoerste. Laengst inde ved kysten var der nogle faa cm vand, men nogle kilometer ude var vi over vandet og saltet strakte sig saa langt som man kunne se. Guiden fortalte at laengere ude var der en halv meter vand, fordi det jo er regntid nu. Ude hvor vi stoppede var de ved at bygge et hotel eller en restaurant i salt, og der var nok mindst 50 firehjulstraekkere derude. Og det er lavsaeson nu. Naar saltorkenen er toer krydser de den i firehlulstraekkerne og der er langt, vist 180 km.
Naeste dag korte vi rundte og saa en masse geologiske servaerdigheder, bla. en meget roed soe, som de kalder en lagune. I dag saa vi foest nogle geysere, og derefter en lagune de kaldte groen, men det havde jeg nu svaert ved at se, og vi var ved graensen til Chile allerede kl halv ti.

Krydsningen af graensen er enhver DF-vaelgers droem. Foerst matte vi staa i koe i en halv time for at stemple ud af Bolivia. Derefter koerte vi ind i Chile, men graenseposten laa helt inde i San Pedro de Atacama. Der maatte vi vente endnu en halv time for at stemple ind i Chile, og alt bagagen skulle scannes. Som saedvanlig skulle vi naturligvis ogsaa udfylde en formular, i dette tilfaelde faktisk to, fordi vi ogsaa skulle udfylde en om bagagen. Til gengaeld behoever jeg ikke at soege om visum for at rejse rundt her, mens en bolivianer aldrig kommer til at opleve hvor nemt det er at krydse graensen til Danmarks nabolande, for jeg tviver paa at en bolivianer kan faa visum til Danmark. De er godt nok ikke muslimer, men de er jo ret fattige.

Planen var egentlig at jeg nu ville se verdens stoerste menneskeskabte hul i jorden. Det ligger i naerheden, og paa vej mod Peru, men efter at jeg i tre dage har koert rundt i det mest fantastiske landskab man kan forestille sig, tror jeg ikke at det vil imponere mig, saa det har jeg droppet. I stedet tar jeg bussen i aften kl. 19:30 mod Arica der ligger 10 km syd for graensen til Perú. Der vil jeg ankomme kl. 6 i morgen tidlig.