Sandra havde fri i gaar og kom paa besoeg. Sammen tog vi om og hentede mit provisoriske pas, og som forventet fortalte de at jeg skulle have et stempel fra immigrationsmyndighederne. Heldigvis kan det lade sig goere i lufthavnen, samme dag som jeg tar hjem, saa det behoever jeg ikke spekulere mere paa.

Ellers gaar det stille og rolig her, men jeg har sagt til Cesar, at jeg gerne vil ha et vaerelse for mig selv, fordi jeg er doedtraet af at sove paa sovesalen. Den foerste tid var det ok, og der var stille, men nu er vi fem, og folk taender lyset midt om natten, og snakker hoejt, eller snorker, og det er naermest umuligt for mig at sove ordentlig. Derudover er jeg konstant nervoes for at miste flere ting, og hvis jeg havde valgt et vaerelse fra starten, havde jeg aldrig mistet mit pas. Jeg kommer i hvert fald aldrig til igen, at bo paa en sovesal. Engang i Indien mistede jeg alle mine ting, fordi min rygsaek blev stjaalet i en sovesal, midt om natten. Dengang beholdt jeg pas og penge, fordi de laa under min hovedpude, men det var slemt nok. Saa aldrig, aldrig mere sovesale.

Det gaar stadig fremad med mit spanske, men ikke saerligt hurtigt. Det er kun Sandra jeg snakker spansk med, fordi hun stort set intet engelsk kan, og alle andre straks hopper over i engelsk, hvis jeg ikke lige forstaar hvad de siger. Jeg moeder Sandra et par gange om ugen, og det er jo ikke alverden, for som regel er hun her kun i omkring 4 timer. Vi gaar paa restaurant naar hun kommer, og jeg betaler maden, men hun er ikke kraevende, saa hun vaelger som regel en af de billige retter. Jeg betragter det som betaling for spanskundervisning, og det er billigere end den spanskundervisning, jeg fik i Sukre. Og naar jeg har laert at forstaa Sandra ordentlig, kan jeg forstaa de fleste i Peru, for hun taler lynhurtigt.