Sidste jeg skrev var planen at bestige et bjerg paa over 6000 meter i naerheden af La Paz, men om aftenen blev jeg doedsyg. formodentlig skyldtes det en salmonella infektion, fra et spejlaeg jeg havde spist om morgenen. Det var blevet steget ved meget lav varme, og allerede da jeg spiste det taenkte jeg at, hvis aegget var inficeret med salmonella, saa kunne jeg risikere at blive meget syg. Saa egentlig havde jeg slet ikke lyst til at spise det, men det var en meget soed, gammel dame som havde lavet morgenmaden, saa jeg naennede ikke at lade det staa.

Det var saa en alvorlig fejl, som medfoerte 20-30 toiletbesoeg i loebet af natten og feber og opkastninger. Hele naeste dag laa jeg i sengen og var stadig lidt syg, saa jeg besluttede at droppe alt om flere bjergbestigninger. Det ville tage mig flere dage at restituere saa, jeg besluttede mig at ta videre. Samantha havde faaet mig overbevist om at Sukre var et godt sted at ta hen, saa det gjorde jeg. Jeg havde aldrig hoert om Sucre foer, men byen er paa Unescos Verdensarvsliste, og skal vaere den paeneste by i Bolivia. Derudover er det Bolivias konstituelle hovedstad, selv om regering og hele statsapparatet befinder sig i La Paz, men der er aabebart en del ambassader i byen, men ikke den danske, der befinder sig i La Paz. Byen har 300.000 indbyggere og ligger i ca. 2800 meters hoejde. Det betyder at her er lidt varmere end i Pa Paz og Cusco og for mig er det helt perfekt.

Samanta var taget til Sucre dagen i forvejen, og havde fundet et hotel som hun kaldte Hostel Berlin. Jeg kunne ikke lige finde det, og gik saa efter et andet og billigere hotel, men da det var fuldt, gik jeg paa en internetcafé og fandt hotellet. Jeg kunne selvfoelgelig ha taget en taxa, men det goer jeg kun hvis det ikke kan undgaas, fordi de altid forsoeger at snyde med prisen. Taxametre eksisterer jo ikke her.

Jeg er egentlig ikke helt klar over hvad hotellet hedder, men muligvis Kultur Café Berlin, og det er et rigtig fedt hotel. Det er den tidligere tyske ambassade der har ligget her, men det er nu koebt af en tysker, som for seks aar siden kom til Bolivia som rygsaekrejsende, men han fandt en kone her og blev haengende. De koebte det vist for halvandet aar siden, og det aabnede for et aar siden, men de er stadig i fuld gang med at renovere huset. Der er en stor fed gaard, man kan sidde i og som er meget populaer og bagest er der en skyggefuld have man kan soege tilflugt i hvis man gerne vil have lidt ro. Saa er der en meget hyggelig café og sqal som bruges til filmfremvisning, dans og den slags. Naturligvis er alle backpackere her, og langt de fleste er fra Vesten og under 30 aar, men der er nogle enkelte som nok er pensionister.

Foerste nat blev jeg indlogeret paa en sovesal og det var egentlig udemaerket, for vi var kun tre, men Samantha og jeg blev enige om at dele et dobbeltvaerelse, bl.a. fordi vi saa kunne faa vores eget bad. Det var saa der jeg sov i nat, og jeg sov elendigt, for min seng var som en haengekoeje og den knirkede enormt bare jeg vendte mig den mindste smule, og jeg var bange for at vaekke Samantha. Desuden var rummet moerkt og badevaerelset var saa lille, at alt ville blive vaadt hvis man badede derinde. Vi betalte 150 bolivianos tilsammen og kunne ha faaet et bedre til 200 bolivianos, men i stedet blev vi enige om at flytte tilbage til sovesalene, hvor det kun koster 50 bolivianos for en seng. Jeg vil tilfoeje at morgenmaden er med i prisen, og det er den bedste morgenmad jeg har faaet endnu, mens jeg har rejst rundt, men de er saa heller ikke verdensmestre i at lave morgenmad i hverken Peru eller Bolivia.
Paa min sovesal er madrasserne splitternye, og eftersom der kun er to andre rejsende, er der ganske roligt om natten. Der er fire koejesenge paa rummet, men de overste fire senge er ikke taget i brug endnu, dvs. de er uden sengetoej, og det virker ikke som om, at der sker noget foreloebig.

Der er en del som tager kurser i spansk her, bl.a. Samantha og en fyr paa mit rum som hedder Joe, for det er relativt billigt og koster kun 40 bolibianos i timen for personlig undervisning, men jeg har nu ikke taenkt mig at ta noget kursus.

Jeg synes nu ikke at Sucre er noget saerligt, men selvfoelgelig er her langt bedre end i La Paz. Jeg er godt og grundig traet af at rejse med bus, fordi det altid foregaar om natten, hvis turen er laengere end nogle faa timer, saa jeg har taenkt mig at blive her nogle dage, slappe af og laese lidt i mine spanske tegneserier.