Efter at jeg havde skrevet mit indlaeg i gaar, drak jeg et par oel for at drukne sorgen over mit mistede kamera. Det var desuden ogsaa kedeligt at vente saa lang tid. Da guiden saa endelig kom viste det sig at han ikke havde en billet til toget til mig. En anden guide havde ellers sagt at togbilletten allerede var koebt til mig.
Det var den samme tur som dagen foer. Dvs. til fods mindst to timer, og jeg var allerede forsinket, for klokken var over tolv, og vi skulle moedes ved bussen kl. 2.

Jeg kunne selvfoelgelig selv ha koebt en togbillet til 18 dollars, men jeg taenkte at det kunne jeg nok naa. Saa jeg koebte en oel, og gik afsted ca. 10 min over tolv. Ved et-tiden standsede jeg og drak min oel, det var netop som toget koerte forbi. Jeg var ved at indhente nogle andre, og jeg taenkte at de nok ogsaa skulle med bussen kl. 2 saa der var ingen grund til at skynde sig. Lidt senere kom jeg forbi en gammel kone der sad med en spand med oel og sodavand. Hun sad i et laeskur, der kun bestod at nogle meget tykke stolper, der bar et tag. Rundt langs kanten, mellem stolperne der bar taget, laa der tilhuggede traestammer der var beregnet som siddepladser. Jeg taenke at naar der nu ikke var saa langt fram til de naeste, kunne jeg nok naa en oel til, saa jeg koebte en oel hos den gamle kone.

Jeg har adskillige gange hoert at det bedste sted at laere et sprog, er paa en bar, men det har nok ikke noget med baren at goere. I hvert fald var jeg blevet lidt beruset, saa jeg snakkede lidt med den gamle kone, og det ville jeg nok ikke ellers ha gjort.

I hvert fald havde hun boet meget afsides som det var i 40 aar, mens hendes mand havde boet der i over 50 aar saa vidt jeg kunne forstaa. De havde 10 boern, og de boede stadig i naerheden og en del af dem arbejdede i Aqua Caliente. Fire af dem var stadig singler, hvilket ikke er maerkeligt, oftersom der ikke boede saa mange i omraadet i det hele taget.

Efter et stykke tid spurgte jeg hende hvor lang tid det tog at gaa til den naeste station, og hun svarede at det tog en time, eller 40 minutter hvis jeg loeb. Lidt efter kom der nogle turister forbi der kom fra stationen, og jeg spurgte hvor lang tid de havde brugt, og de svarede at det havde taget omkring en time og et kvarter. Paa det tidspunkt var klokken blevet 25 minutter i 2, saa jeg taenkte at nu matte jeg afsted. Jeg slugte resten af min oel, der var af medium storrelse, dvs. 620 ml., og begyndte at loebe mod stationen. Efter 10 minutter indhentede jeg den gruppe, jeg havde vaeret ved at indhente foer. Det viste sig at vaere en flok japanere, og deres bus gik forst kl. 3. Fem minutter senere indhentede jeg en amerikaner med oppakning. Han mente at hans bus gik halv tre. Fem minutte senere indhentede jeg et par hvis bus gik kl. 2. Paa det tidspunkt kunne jeg godt ha stoppet med at loebe, men da jeg nu var saa godt i gang fortsatte med at loebe efter et par minutter. Jeg naaede ned til bussen et par minutter over 2, og der var selvfoelgelig rigelig tid.

Cusco har et klima der minder om danmarks i juni, i hvert fald paa denne aarstid, men der hvor jeg havde loebet var der meget varmere, fordi det ligger lavere, saa klimaet er naermest subtrobisk. Det syntes jeg var meget behageligt, faktisk mere behageligt end i baaede Lima og Huacachina, men det betoed selvfoelgelig ogsaa at jeg begyndte at svede voldsomt, da jeg stoppede med at loebe. Og selvfoelgelig var det helt overfloedig. Der gik mindst tre kvarter inden vi koerte, men saa fik jeg i det mindste tid til at koele af inden jeg skulle ind i bussen.

Hjemturen var ogsaa meget federe end turen derud, for da var jeg den eneste i bussen som talte engelsk. Det her var en anden bus og jeg kom til at sidde ved en pige der hedder Carol, og som var fra Lima. Som noget helt usaedvanligt var hun ganske god til engelsk, saa de seks timer tilbage til Cusco gik rimelig let.